El-cyklen – et sundhedsfremmende tiltag?

Jeg oplever det nu stort set hver dag når jeg selv er ude på cyklen; ældre mennesker der stryger afsted på cykelstien i et relativt roligt tråd, men i et ganske imponerende tempo.

De første gange kunne jeg blive en smule forvirret over den lethed, hvormed tempoet blev holdt, mens jeg selv trampede i pedalerne med sved på panden. Når jeg så opdagede den karakteristiske batteripakke ved bagagebæreren, blev undren ofte afløst af tanken: “Han/hun snyder jo også” i en slet skjult misundelse over deres ubesværethed.

Mine hyppige møder med motorhjulpne cyklister på cykelstien er et tydeligt tegn på, at el-cyklens popularitet er steget betragteligt den senere tid. Det er jeg ikke ene om at have bemærket. I sin bog Kunsten at blive ældre knytter den medieomtalte aldersforsker Rudi Westendorp en kommentar til fænomenet.

“Reklamefolk udsender konstant og massivt stimuli for at styre vores adfærd i en bestemt retning – ofte i den forkerte. Tag nu for eksempel el-cyklen, den ny must have til de ældre. Den reklameres der massivt for. Hvorfor ikke bare blive ved med at cykle og selv bevæge pedalerne, indtil man bliver træt? Annoncerne giver svaret: ‘Hvorfor blive træt, når du i dag kan købe en el-cykel?’ Medmindre el-cyklen erstatter bilen, afholder den dig fra det, du burde gøre: bevæge dig aktivt.”

Citeret fra Kunsten at blive ældre af Rudi Westendorp.

Men måske professor Westendorps antipati mod el-cykler skyldes, at han selv er blevet overhalet på cykelstien? For hvad nu hvis en el-cykel får os til at røre os mere og i længere tid? Hvis det netop betyder, at man lettere overtales til at tage cyklen frem for bilen (eller blive hjemme i sofaen) så er der netop tale om at man får rørt sig mere; ikke mindre.

Jeg tager dagligt cyklen med i S-toget til arbejde, for at kunne komme effektivt frem, hvor jeg i stedet skulle tage en bus eller metro. Og på vej hjemad hopper jeg gerne af en station eller to før min endestation, så jeg får lidt ekstra motion ved at trampe i pedalerne. Det vil jeg stadig gerne være motiveret for når jeg bliver ældre og knapt så rørig. Og for at holde gejsten oppe kunne en el-cykel være løsningen.

Min tanke og mit håb er derfor, at udbredelsen af el-cykler bliver endnu større, og fremmer incitementet til at tage cyklen frem for bil, tog eller bus. Jeg ser det som et potentielt sundhedsfremmende tiltag frem for det modsatte. Om få år er det måske endda mere almindeligt at anskaffe sig en cykel med indbygget hjælpemotor end én uden. Også yngre mennesker, der ellers sjældent ville sætte sig i sadlen, vil måske overveje at investere i en jernhest, når prisen efterhånden falder til et fornuftigt leje.

Så herfra skal der ikke længere være tanker om snyd når jeg næste gang kommer til at køre ‘om kap’ med en ældre kvinde på cykelstien på vej til arbejde.

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*