Offentlige træningsanlæg

Det milde vintervejr som for tiden er over os kan give én som mig lyst til at tage en forsmag på nogle af de udendørsaktiviteter, som ellers var planlagt at skulle starte til foråret.

I løbet af vinteren holder jeg normalt lidt igen med løbe- og cykelture og koncentrerer mig mere om indendørs aktiviteter. Der går længere mellem at jeg snører løbeskoene, og når jeg bevæger mig ud på asfalten er det ture i ganske roligt tempo.

I løbet af foråret øges intensiteten i en del af udendørstræningen med træningspas, der bl.a. omfatter intervalløb. Jeg har særligt set frem til den kommende sæson, da der for nyligt er anlagt et helt nyt offentligt tilgængeligt træningsanlæg omkring 500 meter fra mit hjem.

Og nu da vejret har været så mildt har jeg altså ikke kunnet vente med at teste det af.

Det anlæg, som jeg specifikt vil slå et lille slag for her er det nyanlagte træningsankæg på Campus Frederikssund. Anlægget indeholder fastmonterede redskabsstativer til kropsvægttræning (efter sigende 17 stk). Det som imidlertid trækker mig til anlægget er den tilhørende løbebane. Der er anlagt en 200 m 3 sporet oval løbebane med sportsbelægning, der decideret inviterer til intervalløb.

Ind til videre har mit simple program bestået af at jogge stille og roligt op til anlægget, spurte én omgang, efterfulgt af langsom jogging i én omgang – gentaget 5 gange. Herefter har jeg luntet stille og roligt hjem igen med god samvittighed. Senere kan det være, at jeg vil supplere løbeturen med lidt cirkeltræning på de redskaber, som også er til rådighed.

 

Heldigvis er der nu flere og flere steder rund omkring, hvor områder indrettes til at man kan lave tilsvarende træning.

Det kræver selvfølgelig ikke et helt idrætsanlæg for at komme udendørs og lave interval- og cirkeltræning. Det kræver blot nogle omgivelser, der inspirerer én. Det kan lige så vel være naturlige omgivelser i en park eller skov, med en rute, der passer til intervaller, og  hvis der ikke er opsat redskaber, er der måske en væltet træstamme eller lignende. Nogle foretrækker måske endda de rent urbane forhold, f.eks. med løb omkring søerne i København og cirkeltræning vha. af bænke eller trapper.

Det vigtigste er at opdage og se de muligheder, der er omkring én, så man føler sig inspireret til at komme ud og røre sig.

Afslutningsvis nogle få kommentarer til de som måtte have fået mod på at komme i gang med intensiv intervaltræning:

  • Sørg for at være i ok grundform inden du går i gang med hård intervaltræning
  • Lad være at pres dig selv for hårdt de første par gange. Træn med lavere intensitet og/eller færre intervaller
  • Sørg for at musklerne er varmet op inden den intense træning påbegyndes for at mindske risiko for skader
  • Intervaltræning ved høj intensitet kan også være for ældre (se blot Charles Eugster). Målt i absolutte termer er intens træning for ældre af en anden karakter end da man var yngre, men det er stadig muligt at presse sig selv
  • Intens intervaltræning er decideret ubehageligt mens man er i gang. Motivationen er at det er super effektiv træning, og man får det godt bagefter

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*