Fitness-trackere og måling af kalorieforbrænding

Mange af de populære fitness-gadgets, der bruges til at måle skridt taget i løbet af dagen, løbeturens længde, og ofte mange andre ting – kan også estimere antallet af forbrændte kalorier ved forskellige aktiviteter.

Ind til for nylig har jeg ikke skænket denne feature en tanke. Ind til jeg her fra nytår besluttede mig for at sætte mig lidt mere ind i Garmin Connect – en mobil-app, der understøtter mit Garmin fitness-ur. Appen giver blandt andet estimater af forbrændte kalorier ved de aktiviteter, som registreres og angiver desuden antallet af forbrændte kalorier i løbet af dagen, og gennemsnitligt for de seneste 7 dage.

Jeg har ikke opfattet værdierne som mere end groft vejledende, og lægger ikke så meget i de tal, der dukker op, andet end at de kan give et fingerpeg omkring de relative ændringer i aktivitetsniveau fra dag til dag.

Men måske andre læser disse værdier mere bogstaveligt?

I alt fald har fitness-trackeres estimering af kalorieforbrug ved løb og gang fået opmærksomhed fra forskere ved Aberystwyth University i Storbritannien – på foranledning af BBC (programmet BBC X-Ray). Udpluk af artiklen er desuden brugt til en dansk version på Finans.dk.

Når testpersoners faktiske forbrænding blev målt ret præcist – ved gang og løb – kunne forskerne konstatere, at de fleste fitness-trackere generelt overestimerede forbrændingen. Nogle mærker klarede sig bedre ved løb end gang og for andre var det omvendt. I mange tilfælde var estimaterne langt over de reelle værdier – op til 40-50%.

Nu skriver jeg dette inden programmet bliver tilgængeligt, så jeg er ikke klar over om det er muligt at konstatere, at studiet er foretaget, så det giver et reelt billede af de forskellige mærkers præcision. Jeg ved heller ikke hvor mange mærker, der indgik i den pågældende test. Hvor meget afvigelserne skyldes ‘fejl’ ved trackernes målinger og hvor meget, der afhænger af en software-algoritme fra de pågældende firmaer er også et åbent spørgsmål.

Efter min mening betyder det dog heller ikke så meget. En fitness-trackers estimerede kalorieforbrug bør højst benyttes til at vurdere relative ændringer i aktivitetsniveau i stedet for absolutte værdier.

Men en skønne dag skal vi nok ende der, hvor nogen udvikler en lille stofskifte-tracker, der kan give meget præcise mål for energiforbruget i løbet af en dag.


BBC News

Finans

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*