Fat Burner kosttilskud

Anne var træt af at ligne en “stoppet pølse” hver gang hun skulle prøve kjoler til de årlige sommerfester på sin arbejdsplads.

Hun tog derfor en rigtig fornuftig beslutning – en livsomlægning med kostændring, minimum 10.000 skridt om dagen og løbeture.

Anne havde dog brug for yderligere støtte – en “naturlig hjælp” – og besluttede sig for, at Fat Burner fra firmaet New Nordic var det, der skulle til. Anna ved nemlig at indholdsstofferne Yerba mate “støtter vægttab” og cholin “bidrager til normal omsætning af fedt”.

Annonce om Fat Burner fra New Nordic affotograferet fra en avisside.

Ovenstående er en løs sammenfatning af en annonce indrykket i en gratisavis. Den opfattelse jeg får efter at have læst annoncen er, at firmaet New Nordic vil overbevise mig om, at et indtag af Fat Burner vil øge kroppens forbrænding og stimulere et vægttab.

Yerba maté (Ilex paraguariensis) er en plante, der trives i subtropisk klima. I Sydamerika bruges planten til at fremstille en populær urtedrik, som kan indtages kold eller varm. Indtagelse af yerba maté tilskrives en række helsebringende virkninger. I forhold til effekt på vægttab er brugen af yerba maté i kosttilskud tilskrevet at kunne medføre en forsinket tømning indhold i mavesækken, længere mæthedsfornemmelse og øget vægttab. Effekten er forsøgt dokumenteret i en række videnskabelige studier. Nogle af de studier, der har lagt grund til ovenstående konklusioner er dog dels baseret på forsøg, hvor yerba maté er kombineret med andre ingredienser – heriblandt guarana og damiana. I andre forsøg, hvor yerba maté er benyttet alene har forsøgspersonerne indtaget 1-2 g per dag. I en række eksperimenter på forsøgsdyr (mus og rotter), hvor forskere bl.a. har registreret effekt på vægten er der typisk benyttet 1 g per kg legemsvægt. Til sammenligning indeholder Fat Burner  120 mg (5:1 udtræk af 600 mg tørrede blade) per dagsdosis.

Cholin er et vitaminlignende mikronæringsstof, som bl.a. indgår i neurotransmittere (acetylcholin) og cellemembraner (phosphatidylcholin). Cholin er et essentielt næringsstof og selvom kroppen selv kan syntetisere det kræver det, at der indtages cholin via kosten for at opretholde tilstrækkelige niveauer. Det er interessant, at der ikke er fastsat officielle værdier for anbefalet dagligt indtag. Det må opfattes som at den gennemsnitlige danske kost anses for at indeholde tilstrækkelige mængder cholin. En daglig dosis af Fat Burner indeholder 82 mg cholin. Medmindre man er veganer burde det ikke være et problem at indtage mere end dette på naturlig vis uden at gøre en særlig indsats. For eksempel indeholder 1 stort æg omkring 150 mg cholin. Lever, kylling, torsk, broccoli, bønner og nødder kan ligeledes bidrage til et naturligt cholin-indtag. Desuden kan cholin findes i nogle almindeligt tilgængelige multivitamin-præparater.

Fat Burner indeholder desuden sort kommen, ingefær, marietidsel og grøn the.

I den litteratur jeg har kunnet støve op har jeg ikke kunnet finde dokumentation for, at mængden og kombinationen af indholdsstofferne i Fat Burner rent faktisk virker efter den hensigt, som efter min opfattelse bliver fremstillet i reklamen – at øge kroppens forbrænding tilstrækkeligt til, at det kan lede til et vægttab.

Fat Burner er blot et eksempel på den strøm af kosttilskud, der kommer på markedet – med anprisning af en effekt, som ikke behøver at være dokumenteret da det ikke er et lægemiddel. Så længe der ikke er nogen form for dokumentation af en fat burn effekt af dette produkt vil jeg tillade mig at forholde mig kritisk til betydningen af disse piller i forhold til fornuftig kostomlægning og motion.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*