Motivation til dagligdagens aktiviteter

Generelt har jeg ikke problemer med at få rørt mig nok.

Jeg har et relativt stillesiddende arbejde, og har en lang transportvej i S-tog til hverdag, så det har dog været nødvendigt for mig at tillægge mig nogle vaner i dagligdagen for at bevæge mig tilstrækkeligt.

Mine motionsvaner er nogle, jeg har tillagt mig gennem en lang årrække, og nu føles helt forkert, hvis der går mere end en dag, hvor jeg ikke udøver en eller anden form for aktivitet. Det er simpelt hen blevet en naturlig del af min hverdag.

Det er  langt fra alle, som har det på samme måde, og mange har svært ved at få indført regelmæssige aktiviteter, som de kan fastholde.

Hvad der skal til for at komme i gang – og ikke mindst for at holde gejsten oppe er helt sikkert forskelligt fra person til person.

En af de ting, som fungerer for mig er at sætte mig nogle mål. Det kan være langsigtede mål, der tager tid at kunne opnå. Men det kan også være mere umiddelbare mål, der holder én til ilden på den korte bane.

Da jeg var yngre handlede det nok meget om at øge tage flere kg muskelmasse på. De små sejre undervejs var fx når omkredsen om overarmen øgedes en halv centimeter eller at der blev lagt nogle kg på i bænkpresøvelsen.

Jeg bruger stadig langsigtede og kortsigtede mål, som motiverende faktor for min daglige aktivitet. For eksempel lægger en planlagt pilgrimsvandring op til at der i et par måneder før trænes lidt op med nogle gode lange vandreture. Samtidig kan jeg på enkeltdage, hvor jeg ikke vandrer, fokusere på at forsøge at gå mindst 10.000 skridt om dagen.

Det er ofte de kortsigtede mål, der kan fokuseres på i dagligdagen, der hjælper med at holde motivationen ved lige.

Vi cykler til arbejde og Tæl skridt er tiltag, som forsøger at engagere til aktivitet i en social sammenhæng via arbejdspladsen. Samtidig er der et lille konkurrence-element til stede. Cykler du lidt længere eller tager du flere skridt end kollegaen? Disse aktiviteter har jeg deltaget i, og det kan også hjælpe med at motivere én til at holde dampen oppe.

Lignende konkurrence-betonede udfordringer kan aktiveres i forskellige fitness-apps. Selv har jeg prøvet det med Endomondo og Garmin Connect, men jeg er sikker på at andre apps har tilsvarende funktioner, hvor man kan oprette udfordringer eller tilmelde sig andres udfordringer, og deltage i en godmodig konkurrence, om hvem der fx løber længst på en måned.

Pt. deltager jeg i en udfordring,  der kaldes To infinity and beyond (50 years challenge) – en konkurrence, der blev startet i 2017 og afsluttes i 2067, hvor det handler om at gennemføre så mange kilometer som muligt ved løb eller gang. Udfordringens karakter siger nok lidt om, at konkurrenceelementet ikke skal tages så højtideligt – med tanke på at ved den forventede afslutning vil mange deltagere være 100+ år.

Hvis man ikke bryder sig om at konkurrere med andre har bl.a. Garmin for deres aktivitetstrackere en række såkaldte badges som man kan optjene som gevinst for at have klaret en given målsætning. Det kan fx være, at man i en bestemt periode har løbet 21 km på en uge, eller man har gået 10.000 skridt hver dag i en måned i træk. Garmin Connect har i den seneste tid oprettet en hel del af disse små udfordringer – ind imellem kommer de i forbindelse med bestemte begivenheder. For nylig har der været specifikke Halloween-udfordringer for cykling, løb og gang.

Nu er det ikke fordi jeg ofte bliver beskyldt for at være nærig, men på det seneste har jeg også brugt økonomi som en motivationsfaktor til dagligdagens aktiviteter. Her i Corona-perioden har jeg haft regelmæssigt hjemmearbejde, og efter sommerferien har jeg ikke fornyet mit pendlerkort hos DSB. I stedet har jeg benyttet rejsekort til mine ture frem og tilbage på arbejde. Jeg har længe taget cyklen med i S-toget, men nu er der gået lidt sport i at hoppe af toget nogle stationer før endestationen for at sørge for, at der bliver trukket lidt mindre på rejsekortet, og den sande bonus er, at det giver noget mere frisk luft og nogle flere kilometer på cyklen.

De faktorer, der motiverer én til at holde aktivitetsniveauet oppe er naturligvis ikke ens for alle, men man skal ikke undervurdere betydningen af at finde et eller andet som kan stimulere lysten til at holde sig i gang.

 

 

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*