Drastisk tab af benstyrke ved aldring

Da jeg skulle opdateres på Clarence Bass i forbindelse med et blogindlæg omkring hans årelange promovering af sund aldring klikkede jeg lidt rundt på hans hjemmeside. Her stødte jeg på et interessant indlæg om aldersrelateret tab af muskelstyrke.

Clarences indlæg tager udgangspunkt i en artikel i PLOS ONE fra februar 2020, som undersøgte muskelstyrke hos over 500 mænd, som var indrulleret i et længerevarende studie kaldet Health ABC. Personerne var således udvalgt på baggrund af, at de som udgangspunkt ikke havde væsentlige skavanker. I dette forsøg sammenlignede man kontrolpersoner med patienter, der fik diagnosticeret prostatacancer. Det er ikke pointen i dette indlæg, da der ikke var en nævneværdig forskel på de to grupper.

Det interessante resultat af forsøget var observationerne af ændringer i muskelstyrke over tid – både i kontrolgruppe og cancerpatienter.

“Starting from approximately 80 years of age, both cases and controls lost around 70% of their quad strength over the following 6 years compared with having lost only 7% over the previous decade.” From Lucas et al 2020.

Hvor måling af grebsstyrke viste et nogenlunde lineært fald over tid (dog lidt mindre hurtigt hos cancerpatienterne) var det anderledes når der blev målt på styrken af lårmuskulaturen i studiets forløb på 16 år. Her kunne man se et drastisk accelereret fald i muskelstyrke i særligt i de sidste 6-7 år af perioden. Det svarer til at personerne i studiet oplevede et mildt fald i muskelstyrke i lårene op gennem 70’erne, men i perioden efter at have rundet 80 år gik det drastisk ned ad bakke.

Grebsstyrke (graf til venstre) og Lårstyrke (graf til højre) afbildet over tid hos mænd der fik konstateret prostatakræft (stiplet rød linje) og en kontrolgruppe (blå linje). Fra Lucas et al 2020.

Det viser, at sarkopeni (aldersrelateret tab af muskelstyrke) for alvor tager til efter vi runder de 80 år – og indikerer, at det er de større muskelgrupper, der rammes hårdest.

Studiets førsteforfatter Alexander Lucas pointerer vigtigheden af at have tilstrækkelig muskelmasse frem mod man støder på 80’erne, så man får forsinket tabet af mobilitet og kan udskyde skranteårene. Han er også overbevist om at styrketræning kan bidrage til at forsinke det drastiske tab af muskelstyrke i 80’erne.

Men selv en person som Clarence Bass støder på udfordringer i forsøget på at ændre på hældningen af kurven for tab af muskelstyrke. I Clarences tilfælde har rygproblemer sat en stopper for at udføre dødløft og sidenhen benpresøvelser for benstyrke. Men hvis man læser videre i hans indlæg om emnet viser det sig, at han ikke sådan er til at stoppe. For fortsat at kunne lave effektiv styrketræning af sin benmuskulatur har han og konen investeret i en såkaldt Belt Squat Machine, som ikke belaster lænden.

Jeg vil lade dette stå som inspiration til at holde kroppens styrke ved lige – hele livet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*