Kollagen kosttilskud – Anti-aging strategi eller penge ud af vinduet?

For 3-4 år siden begyndte det for alvor at blive populært at indtage kosttilskud med kollagen for at få huden til at fremstå yngre og mere spændstig. Men er det en reel anti-aging kur eller er det blot en kynisk industris forsøg på at sælge et billigt restprodukt fra fødevareproduktion til godtroende forbrugere?

Rynker og kollagen i huden

Kollagen er et protein, og er den mest udbredte type protein vi har i kroppen – og udgør ca 30% af vores proteinmasse. Det forekommer generelt i bindevæv, inklusive i huden, men også i sener, knogler og brusk.

Et af de mest synlige tegn på at vi ældes er rynker i huden. Rynker dannes bl.a. ved gradvise forandringer i læderhuden, også kaldet dermis, samt underhuden (subcutis), hvor der er fedt. En del af de synlige forandringer skyldes en reduktion af fedtvævet i underhuden. Andre ændringer foregår i læderhuden, hvor der er en stor mængde kollagen og en del elastiske fibre. Når vi bliver ældre bliver de kollagenproducerende fibroblaster mindre aktive, og omsætningen af kollagen nedsættes. Alt tyder dog på at, kollagenmolekyler kan forblive i bindevævet i mange år efter det er syntetiseret, men ved aldring kan der akkumuleres uhensigtsmæssige krydsbindinger i fibrene (indimellem betegnet for Maillard reaktionen), der gør bindevævet mindre elastisk.

Overordnet bliver huden altså tyndere, svagere og mindre elastisk med tiden.

Kosttilskud med kollagen

Et kollagen-molekyle er opbygget af tre peptidkæder, som igen er opbygget af aminosyrer. Omtrent hver tredje aminosyre udgøres af glycin. Derudover forekommer prolin samt hydroxyprolin og hydroxylysin, hvor de to sidstnævnte er særlige for kollagen.

Hvis man indtager kollagen via kosten vil proteinet først skulle nedbrydes til enkelte aminosyrer eller små peptidfragmenter før det kan optages fra tarmen. Nogle kosttilskud indeholder fuldlængde kollagen, mens andre indeholder fragmenterede kollagenpeptider (hydrolyseret kollagen). Generelt er idéen at optagelsen af aminosyrerne i kroppen stimulerer cellerne i bindevævene til at danne mere kollagen ud fra disse ‘byggesten’.

Der er faktisk foretaget nogle placebokontrollerede forsøg (se fx dette minireview), som peger på at kollagentilskud i kosten kan have en fremmende effekt på huden – i form af reduktion af rynker og øget elasticitet. I nogle tilfælde inkluderede kosttilskudene andre ingredienser, der kan sætte spørgsmålstegn ved om det er kollagenet, der giver effekten.

Henvisning til studier, der har set effekt på huden ved indtag af kollagen kosttilskud. Find referencerne i Lupu et al 2020.

Ved at kigge lidt på må og få i nogle af de forskellige studier benyttes tilsyneladende alt fra 300mg til 10g kollagentilskud, fra varierende kilder, bl.a. fra svin eller fisk.

I de studier jeg skimmede fandt jeg underligt nok ingen, som forsøgte at tage hensyn til at den almindelig kost kan bidrage mere eller mindre med kollagen fra natuligt hold.

Kollagen i hverdagskosten

Hvis man har kød på menuen til dagligt indtager man også samtidig en del kollagen. Kød er som bekendt muskelvæv, med det fedtvæv og sener (kollagen) der hører til – og det bindevæv, der både omgiver og som er indlejret i muskelvævet indeholder kollagen.

I fx hakket oksekød er kan andelen af bindevæv (bl.a. fedt og kollagen) variere meget. Hvis en pakke oksekød fx indeholder i nærheden af 14-18% bindevæv kan det svare til 2½ – 3 gram kollagen i 100 gram hakket oksekød.

Tabel gengivet fra EU forordning om angivelser af forskellige typer hakket kød, dets grænseværdier for fedtprocent, og andel af protein, der må udgøres af kollagen.

Andre gode animalske kilder til kollagen er kylling med skind, organkød (som hjerte) og fisk.

Selv hvis aminosyrerne fra kollagenet i en tilberedt hakkebøf skulle blive optaget lidt trægere end hydrolyseret kollagen kan det være svært at forestille sig, at det skulle være en større udfordring at få tilstrækkeligt kollagen via den daglige kost – i alt fald hvis man regelmæssigt spiser kød.

Gelatine består af kollagen, så produkter, der indeholder det, inklusive vingummi, bidrager også med et tilskud.

Får veganere flere rynker?

Planter indeholder forskellige proteiner, men ikke kollagen. Hvis man spiser en varieret plantebaseret kost indeholder planteprotein også de aminosyrer, der skal til for at sørge for at bindevævscellerne har de byggesten de skal bruge for at danne kollagen.

Men hvis det er væsentligt at indtage kollagen for at hæmme hudens aldring så kunne man forestille sig at veganere vil få rynker tidligere. Det har jeg dog ikke været i stand til at bekræfte eller afvise. Plantebaseret kost bidrager formentlig med andre faktorer, som antioxidanter, der kan hjælpe med at holde huden spændstig.

Faktorer, der accelererer aldring af huden

Kroniske sygdomme kan føre til at man ser ældre ud end sin biologiske alder.

Det samme kan forskellige usunde vaner. De to værste er overdrevet soldyrkning og rygning. Det er et godt sted at starte med at se på disse ting, hvis man ønsker at holde sin hud sund.

Spis sundt og alsidigt for at holde huden sund

Og som jeg ser det, handler det om at spise sundt frem for at fokusere på daglige doser af kollagenpulver. Der er ikke evidens for at det skulle være bedre end naturlige kilder til kollagen, som nemt opnås gennem kosten, hvis man spiser kød.

Om veganere kan få udbytte af at indtage kollagen er heller ikke afklaret, men for mange giver det nok ikke mening at spise kollagen, hvis man har valgt at afstå fra animalske produkter.

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*