Big data, kunstig intelligens og bedre sundhed

Der indsamles og ophobes stadig flere digitale data om os allesammen. Facebook og Google nyder godt af alle de informationer, som vi mere eller mindre frivilligt afgiver når vi bruger vores smartphones og går på nettet på vores PC.
Kraftige computere med smarte algoritmer benyttes til at sortere og håndtere de mange data, som først giver mening når der ses på materiale fra rigtig mange personer ad gangen.

Indsamling af store mængder information behøver ikke nødvendigvis kun at være til fordel for kommercielle virksomheder. Inden længe kan fx sundhedsdata komme samfundet – og os allesammen til gode.

Selv har jeg ikke meget indblik i hvordan man håndterer big data, men i venners lag har jeg ofte diskuteret hvordan bioinformatik kan komme til at betyde rigtig meget for vores fremtidige sundhed.

For et par år siden var jeg til en videnskabelig konference omkring kræftforskning, og her overværede jeg en session med eksempler på hvordan inddragelse af kunstig intelligens kunne forbedre diagnosen for patienter. Et eksempel, jeg ofte vender tilbage til er hvorledes et softwarebaseret system var i stand til at opdage tidlige forandringer på mammografibilleder. Systemet var simpelt hen blevet trænet på tusindvis af mammografier taget af kvinders brystvæv med års mellemrum, kombinereret med information om hvilke af kvinderne, der udviklede brystkræft. Ved at se mønstre i de mange data kunne algoritmen bruges til bedre at forudsige hvilke kvinder, der udvikler brystkræft over en årrække når sæt af nye mammografibilleder blev analyseret.

Og der kommer mere. En nylig artikel i BT oplister en række eksempler på hvor læger i sundhedssystemet inden længe vil kunne få kvalificeret hjælp af kunstig intelligens.

Blandt de projekter, der er under udvikling nævnes bl.a. mindskelse af stråledosis ved PET scanning, bedre tolkning af røntgenbilleder for bl.a. lungepatienter, bedre diagnose af patienter med KOL, prostatakræft og personer med behov for akut behandling.

Jeg tænker at inden for en overskuelig årrække vil kunstig intelligens være et helt almindeligt redskab i store dele af sundhedssektoren, og det vil formentlig være implementeret på en måde så vi ikke længere tænker over det, det er blot en del af proceduren.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*