Concept2 BikeErg motionscykel

Når vejret ikke helt arter sig kan det være mere bekvemt at rykke mere af sin motion indendørs. For mit eget vedkommende betyder det, at jeg i vinterperioden bruger lidt mere tid på romaskinen og lidt mindre i løbeskoene.

Min romaskine (RowErg) er fra Concept2, og jeg har beskrevet mit indtryk af den i et tidligere indlæg. Firmaet producerer desuden to andre typer indendørs motionsudstyr, SkiErg og BikeErg. Jeg har i et stykke tid haft kig på sidstnævnte, som er Concept2’s bud på en motionscykel – med samme type svinghjul med luftmodstand som i deres RowErg.

Da min bedre halvdel begyndte at lufte tanker om, at vi nok kunne finde plads til en motionscykel i hjemmet, gik der ikke længe før indefrosne feriepenge havde skiftet hænder og en BikeErg var på vej til os fra C2Shop.

Udpakning og samling af BikeErg

Motionscyklen ankom i én stor papkasse, i flere dele, med samlevejledning og nødvendigt værktøj. At følge samlevejledningen er ganske ukompliceret. Dog var det dog mit indtryk, at der skulle lægges en del kræfter i at spænde nogle af skruerne.

Midt i samleprocessen.

Vejledningen pointerer desuden, at skruerne skal skrues varsomt i inden de spændes med skruetrækker.

Skruen, hvor gevindet gik i stykker. Heldigvis en ‘sekundær’ skrue, som blot hjælper med at holde ledning på plads.

På trods af at jeg forsøgte at være forsigtig gik det galt med en af skruerne, hvor gevindet gik i stykker – og skruen hverken kunne spændes eller løsnes. I det mindste var det ikke en af de vigtigste på cyklen, men alligevel irriterende.

Features

BikeErg vejer omkring 26 kg, hvilket gør at cyklen står stabilt på underlaget, men samtidig er den væsentlig lettere end den spinning cykel jeg havde for 15 år siden. På en traditionel spinning cykel kan svinghjulet alene ofte veje over 20 kg. Men BikeErg er som tidligere nævnt designet efter samme princip som Concept2’s RowErg med et svinghjul til luftmodstand i stedet for gnidningsmodstand. Denne løsning giver et rigtigt jævnt tråd når man får gang i pedalerne.

Rammen virker stabil, og der kan nemt justeres på sadelhøjde og styrhøjde. Styret kan desuden justeres frem eller tilbage efter behov. Pedalerne er af god kvalitet, men til almindeligt fodtøj, dvs ikke til cykelsko med click-funktion. Hvis man ønsker kan pedaler, styr og sadel uden videre udskiftes med dele fra fx en racercykel.

Samlet og klar til brug. Tusch-markeringen er for at lette justering af indstilling af sadelhøjde mellem forskellige brugere.

Cyklen er udstyret med en computer af samme type, som findes på RowErg – en PM5. Det er netop konceptet omkring PM5 kombineret med det unikke svinghjul, der fik mig til at gå efter netop Concept2’s bud på en motionscykel. Denne opsætning tillader, at du direkte kan sammenligne dine præstationer med andre verden over, hvis du logger dine resultater på Concept2’s online brugerflade. Det skal lige siges, at dette også medfører at man ind imellem skal kalibrere damper/svinghjulet hvis man vil registrere sine rekorder officielt. For det meste tager det dog ganske kort tid inden starten på træningspasset.

Jeg er begyndt at anvende den officielle ErgData smartphone app både ved cykling og roning så præstationerne overføres til min online profil hos Concep2, som videre sync’er til Garmin Connect, hvor jeg registrerer al min anden træning. Det er måske en lille ting, men for mig er det væsentligt at jeg på enkel vis kan få registreret min træning et enkelt sted. Og det virker.

Der er desuden mulighed for at koble BikeErg op på forskellige virtuelle racing communities, bl.a. Zwift, hvor man kan cykle mod andre rundt om i verden. Dette er dog en gimmick jeg endnu ikke har kastet mig over. I stedet bryder jeg monotonien ved længere træningspas ved at tænde for Netflix.

Hvis du som jeg kan finde på at se TV mens du motionerer ved længerevarende aerob træning skal du blot være opmærksom på at der kommer en del støj fra svinghjulet når det kører – ligesom man kender det fra Concept2’s romaskine.

I øvrigt følger der en plasticholder til smartphone med, så man kan placere mobilen på PM5 enheden. Hvis man ønsker at montere noget større som en iPad kan det tilkøbes.

Er jeg tilfreds?

Til forskel fra den spinningcykel jeg havde for år tilbage, så tror jeg ikke min BikeErg kommer til at samle støv. Lige som det er tilfældet med deres RowErg har Concept2 designet BikeErg efter et koncept, der gør, at mit konkurrence-gen bliver stimuleret. Jeg kan sammenligne mine præstationer med andre verden rundt, når jeg føler at jeg vil forsøge at presse mig selv lidt.

Samtidig er det et holdbart og gennemført stykke motionsudstyr, hvor det er nemt at hoppe på sadlen når man ikke lige har lyst til at skulle ud i slud og sjap.

Opsummering

Plusser:

  • Svinghjul giver stabilt tråd
  • Let at justere styr og sadel
  • Styr, pedaler og sadel kan udskiftes
  • Vejer relativt lidt
  • PM5 og svinghjul er designet så præstationer på BikeErgs er sammenlignelige verden over

Minusser:

  • Svinghjul støjer en del
  • Skal ind imellem kalibreres, hvis præstationer skal godkendes online, som rekord
  • Høj indkøbspris
  • Samling af cyklen kræver lidt kræfter

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*