Lifespan – af David Sinclair

Første gang jeg hørte om David Sinclair var i en podcast fra 2019. Her præsenterede han sin forskning i aldring og promoverede sin bog (skrevet sammen med Matthew LaPlante): Lifespan: Why we age – and why we don’t have to.

Om David Sinclair

Australske David Sinclair er nok tidens mest fremtrædende aldringsforsker. Han er en anset professor på Harvard Medical School i Boston, hvor han også leder Center for the Biology of Aging. Det er lykkedes for ham at skabe en hel del opmærksomhed omkring aldringsforskning ved at optræde i en række populære medier: blandt andet i Joe Rogans podcast, 60 minutes, Time Magazine, The New York Times og The Washington Post.

Sinclairs forskning

Fokus for Sinclairs egen forskning er de såkaldte sirtuiner, som tilsyneladende spiller en central rolle for cellers aldringsprocesser. Kraftigt forenklet, varetager sirtuiner bestemte enzymatiske processer (deacetylering), der bl.a. omfatter at sørge for at bestemte områder i genomet holdes slukket, og derved oprette en celles identitet. Tanken er at når celler løbende udsættes for påvirkninger, der skader DNA’et rekrutteres sirtuiner til at hjælpe med at rette op på skaderne, og herved får enzymerne mindre tid til at opretholde den cellulære identitet. Både skader på DNA’et og tab af cellulær identitet er elementer, der fremmer cellers aldring, og dermed organismens aldring.

Sinclairs bog giver baggrunden for hvorfor han er så fokuseret på at bremse menneskets aldring – og han fremhæver at efter hans mening vil mennesket inden for relativt kort tid kunne opnå en meget lang levealder i forhold til nu – hvis ikke ligefrem udødelighed.

Sinclair fremhæver ligefrem, at han opfatter aldring som en sygdom, og er overbevist om at det ville være logisk og fornuftigt, hvis sundhedsvæsenet også begyndte at dele den anskuelse.

Desuden beskriver han de forskellige hallmarks ved aldring af kroppens celler, og dermed nogle af de angrebspunkter, som aldringsforskningen fokuserer på. Han kommer ligeledes med bud på hvad man kan gøre for at bremse aldringen her og nu ved at indføre fornuftige livsstilsvaner, og hvad man kan gøre, hvis man vil tage det skridtet videre og supplere med tilskud, der endnu er på forsøgsbasis, og derfor kontroversielle. Endelig er der bud på, hvad der skal til for at mennesket i fremtiden kan opnå meget længere levealder end nu.

Sinclair afrunder bogen med at diskutere nogle af de implikationer, der vil opstå når mennesker lever nærmest evigt.

Sinclairs generelle ‘anti-aging’ råd

I bogen fremhæver Sinclair en række traditionelle tiltag, som efter hans mening kan være vigtige vaner i forhold at bremse aldring. De omfatter:

  • Kalorierestriktion/periodisk faste
  • Reduktion i indtagelse af kød
  • Motion
  • Kulde- (og evt. varme-) terapi
  • Undgåelse af rygning/luftforurening

Next level anti-aging

Da Sinclair jo i bund og grund opfatter aldring som en sygdom går han heller ikke af vejen for at tænke i baner hvor det handler om at inkludere medicinsk behandling. Aldringsbremsende behandling, som Sinclair kommer ind på omfatter indtagelse af følgende tilskud:

  • Metformin
  • Rapamycin
  • Resveratrol
  • NAD-forstadier

Metformin er rent faktisk et lægemiddel, der aktuelt anvendes til behandling af type II diabetes, og pt. er det i alt fald i Danmark nok svært at overtale sin praktisere sin praktiserende læge til at udskrive det for anti-aldring. I USA er det tilsyneladende anderledes; i alt fald er det et af de tilskud Sinclair selv indtager dagligt. NMN, et NAD-forstadie, benytter Sinclair også for at holde sig ung – og måske forståeligt. NAD forstadier er en del af den cellulære signaleringskaskade, som er central for Sinclairs egen forskning – de såkaldte sirtuiner. I bogen angiver Sinclair, at han dagligt indtager 1 gram metformin, 1 gram NMN og 1 gram resveratrol.

Den reelle virkning af ovenstående medikamenter er stadig kontroversiel. Ifølge Sinclairs beretning om sin nu 80+ årige far har effekten på visse områder nærmest været af ægte anti-aging karakter, hvor faderens virilitet nærmest kun er forøget. Der flurerer også historier om kvinder i menopause, der er begyndt at menstruere igen efter indtagelse af NMN. Til gengæld er der også videnskabelige studier, der ikke har kunnet påvise positive ændringer på anti-aging parametre ved NMN-indtagelse.

Under alle omstændigheder er ovenstående tiltag er næppe tilstrækkelige til at modvirke aldring, hvilket Sinclair også erkender.

Fremtidens anti-aging tiltag

Sinclairs bud på fremtidige tiltag, der skal hjælpe menneskeheden at nærme sig udødelighed er blandt andet:

  • Fjerne kroppens ’zombie-celler’. Zombie-celler er aldrende (senescente) celler, som ikke længere er til gavn for kroppen. De kan eksempelvis ikke længere dele sig, men de begår heller ikke selvmord (programmeret celledød) så de kan blive erstattet af nye celler. I stedet ’spærrer’ de for andre yngre celler, og kan fremme inflammation. Hvis zombie-cellerne fjernes kan kroppens væv og organer bedre vedligeholdes.
  • Bremse retrotransposoner. Retrotransposoner udgør en stor del af det humane genom. De opfattes som ’selvisk DNA’ og udgøres af repeterende DNA sekvens, der kan kopiere sig fra et sted i genomet til et andet, og principielt gøre skade på cellen undervejs. Når celler ældes bliver de dårligere til at undertrykke retrotransposom-aktivitet, og det kan lede til genomisk ustabilitet og fremme inflammation. Hvis aktiviteten af disse retrotransposoner kan undertrykkes vil celleres genom stabiliseres og inflammation i vævene mindskes.
  • Epigenetisk reprogrammering. En stor del af en celles identitet er lagret som et såkaldt epigenetisk program, der styrer, hvilke gener der skal udtrykkes og hvilke der skal være slukket. Når celler ældes mister de gradvist deres oprindelige identitet da den epigenetiske ’kode’ ikke er så stabil som den genetiske kode. Dette leder til at gamle celler ikke fungerer så effektivt som yngre celler. Tiltag der kan genoprette de oprindelige epigenetiske programmer i kroppens forskellige celler vil kunne lede til at kroppens væv indeholder friske celler, der holder sig til at udøve de funktioner de er tiltænkt.

Sinclair nævner også andre tiltag, der kan implementeres i fremtiden, og som er nødvendige for at fremtidige generationer kan gå en sund og lang alderdom i møde – det vil jeg ikke komme mere ind på her.

Hvad betyder det for menneskeheden, hvis vi ikke ældes?

Bogens undertitel: Why we don’t have to [age] antyder, at Sinclair har svaret på, hvorfor vi ikke behøver at ældes. Det kan diskuteres om han nærmer sig et svar på et biologisk plan eller om det stadig er science fiction at tro, at vi snart kan leve mere end 1000 år.

Men grundlæggende disker han slet ikke op med et fornuftigt svar på spørgsmålet set i et større perspektiv. Hvad er fremtiden for menneskeheden, hvis noget der minder om evigt liv bliver en reel mulighed?

Sinclair vælger at anlægge en optimistisk linje omkring de problemer der måtte opstå efterhånden som ældre ‘unge’ mennesker hober sig op i samfundene. det er måske forståeligt, når nu han har valgt at gøre det til sin levevej at finde ungdommens og udødelighedens kilde.

Men det er fx svært at forestille sig andet end at en anti-aging ‘kur’ først og fremmest vil blive tilgængelig for de velstillede. Således vil socio-økonomiske skel formentlig kun blive endnu skarpere – de som allerede sidder på pengene og på magten vil kunne fastholde deres position til evig tid. Forestil dig hvad Ruslands Vladimir Putin ville gøre, hvis han fik en effektiv anti-aging kur. Hans aktuelle præsidentembede føles allerede langtstrakt, men det ville nok blegne i forhold til, hvis han havde i udsigt at leve til han blev 500.

Der er efter min mening også en række andre moralske overvejelser, der bør tages op når aldringsforskere argumenterer for at menneskeheden bør hige efter et næsten evigt liv. Det kan jo være, at Sinclairs bog kan danne grundlag for nogle filosofiske diskussioner.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*