Indtag af Viagra knyttes til lavere risiko for at udvikle Alzheimers

Journalisten Jakob Illeborg, som nu fungerer som korrespondent for BT, har været i London, og kan referere til nye bemærkelsesværdige resultater ved brugen af Viagra, der er mest kendt for at kunne afhjælpe potensproblemer.

Direktøren for Alzheimers Research UK, Susan Kohlhaas, bekræfter, at nye data viser en sammenhæng mellem brugen af Viagra og en lavere risiko for at udvikle Alzheimers.

Organisationen har også skrevet om nyheden på deres hjemmeside, og refererer her til originalarbejdet, der for ganske nylig udkom i det videnskabelige tidsskrift Nature Aging. Forskerne kiggede på en forsikringsdatabase indeholdende data fra >7 millioner personer, med mulighed for at følge dem i en række år med henblik på at sammenligne de, der har indtaget Viagra, og de som ikke har. Interessant nok fandt forskerne, at der var 69% mindre forekomst af Alzheimer hos de personer, der har brugt Viagra.

Forskerne testede desuden sildenafil (det generiske navn for Viagra) i modelsystemer og fandt, at stoffet stimulerer vækst af neuroner og reducerer ophobning af tau protein, hvilket indikerer, at det rent faktisk kunne have en direkte positiv effekt på hjernesundhed.

Men som både forskerne selv, og Alzheimerforeningens direktør understreger, så kan de nuværende data endnu ikke bruges til at konkludere, at der faktisk er en direkte virkning af Viagra i forhold til at hæmme udvikling af Alzheimers. Der går dog nok ikke længe før kontrollerede kliniske forsøg sættes op for at få afklaret om effekten er virkelig.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*