Concept 2 romaskine

I efteråret 2015 var der lidt overskud på husholdningsbudgettet, hvilket gav mig mulighed for at investere i noget fitnessudstyr til indendørstræning.

Valget stod ret hurtigt mellem et løbebånd eller en romaskine. Løbebåndet faldt på, at det er en træningsform, der ligger for tæt på udendørs løb, og i selv i dårligt vejr kan et løbebånd ikke rigtig konkurrere med muligheden for en naturoplevelse set med mine øjne. Romaskinen giver derimod træning af ben, ryg og arme, der adskiller sig fra de andre træningsformer jeg regelmæssigt tager del i.

Jeg fandt hurtigt ud af, at markedet for romaskiner er noget mere alsidigt end jeg havde regnet med. Der er væld af high-end maskiner på markedet, og hvis jeg skulle have taget stilling til om vandmodstand er bedre end luftmodstand, om trædesign passer bedre end metal og plastic, om firmahistorik og fremadrettet adgang til reservedele, om hvilken maskine har de bedste tilslutningsmuligheder til PC softwareprogrammer – så kunne jeg have brugt mange timer på at studere specifikationer. I stedet blev min beslutning taget på baggrund af, at i mange fitnesscentre, hvor jeg har sat mig på en romaskine for at varme op, har der været Concept 2.

Min tanke var, at hvis et udstyr kan holde til at stå i et fitnesscenter må det betyde, at de vigtigste parametre er i orden i forhold til kvalitet, holdbarhed og vedligeholdelse. Jeg bestilte derfor en Concept 2 Model D.

Udpakning og opsætning

Delene til maskinen var relativt lette så det var ikke besværligt at slæbe den op på 1. sal. Samlingen foregik nemt og smertefrit, og jeg går ud fra, at den er lige så nem at skille ad i 2 dele, hvis den ikke skal optage for meget plads når den ikke bliver brugt. I samlet tilstand har maskinen målene 240×62 cm (siddehøjde 35 cm), og det er en god idé at have lidt luft omkring til alle sider. Jeg har maskinen stående på tværs i et værelse med et ‘frirum’ på omkring 290 cm, og det fungerer helt fint uden at det føles klaustrofobisk.

Design og finish

Model D fås i grå og sort og jeg valgte den sorte, da jeg synes den er lidt pænere. I tilfælde af at man skeler til brugtmarkedet skal jeg lige nævne, at den mere præcise betegnelse er Model D2. Den oprindelige Model D er gået ud af produktion i 2006 og understøtter ikke den nyeste monitor kaldet PM5 (derudover findes der en Model C, som blev produceret i perioden 1993-2003).

Opstillet virker maskinen let (vejer 29 kg), men robust. Rammen er i aluminium, og længden på skinnen tillader, at selv folk med lange ben kan bruge maskinen. Svinghjulet er typen, der yder luftmodstand, og giver en modstand, der simulerer den man oplever ved ægte åretag. Der anvendes et luftspjæld til at variere modstanden (damper setting), hvilket kan gøres meget nemt. Svinghjulet er forbundet til håndtaget ved en kæde i høj kvalitet. det elektroniske display (PM5) er en monokrom skærm, som umiddelbart virker lidt primitiv (men til gengæld også nem at bruge), med tanke på udviklingen inden for højopløsnings touch-skærme i farve. Maskinen er således super enkel og intuitiv at tage i brug fra første færd.

Daglig brug

Display enheden, kaldt PM5. Det er den som registrerer ‘arbejdet’ på romaskinen, og hvor man indstiller sit forestående træningspas.

Som nævnt er Concept 2 romaskinen enkel at tage i brug. Hvis man vælger bare at ro derudaf behøver man ikke at pille ved det elektroniske display. Første gang maskinen skal bruges (eller hvis man er flere, som deles om den) skal fodholderne lige justeres til rette størrelse. Man bør også lige tjekke, at svinghjulet er indstillet til den ønskede ‘damper-setting’, men ellers er det blot at sætte sig på sædet, spænde fødderne fast og begynde at trække i håndtaget.

Den elektroniske kontrolenhed, PM5, giver en præcis registrering af den energi, der ydes under roning. Og hele systemet er designet så det er muligt at sammenligne præstationer fra maskine til maskine. Displayet på PM5 er monokromt, og fremstår en smule simpel for en high-end fitnessmaskine anno 2017. I praksis fungerer kontrollen dog helt perfekt, og der er desuden mulighed for at kommunikere med PM5 enheden trådløst, via USB og via netværkskabel – til forskellige formål.

Når man ror, og svinghjulet er kommet i gang, udvikler det nogen støj. Jeg har dog ikke oplevet, at det var til gene for andre i tilstødende rum. Det er dog svært at høre tale fra TV eller radio samtidig med man ror.

Vedligeholdelse

Ind til videre har jeg ikke oplevet, at der har været brug for synderlig vedligeholdelse af maskinen. Når jeg har roet et pas, hvor jeg har svedt så det drypper, aftørrer jeg diverse flader med en klud. Sved og støv mm, der ender på skinnen kan danne belægninger, der føles som små ‘bump’ under roning. Regelmæssig rengøring af skinne og ruller under sædet med en våd klud, evt. med lidt sæbe, holder dette nede. Cirka en gang om måneden giver jeg kæden en smule olie så alle led har optimal bevægelighed. Det er også muligt at fjerne støv inde i svinghjulet. Det har jeg endnu ikke haft behov for, men ifølge anvisning som kan findes på nettet ser det ikke besværligt ud.

Ekstraudstyr

Udover reservedele er det muligt at tilkøbe forskelligt officielt ekstraudstyr. Jeg vil definitivt anbefale at købe et underlag, hvis man som jeg sveder en del under træning. Maskinen står desuden også lidt bedre fast, hvis den er placeret på et glat gulv. Hvis man ror længere træningspas på maskinen kan man godt blive øm bagi undervejs, da sædet er ganske hårdt. Det er muligt at købe en speciallavet siddepude, der måske kan gøre det mere komfortabelt for bagdelen. Jeg har selv investeret i én, men bruger den dog nærmest aldrig. Jeg tænker, at man gradvist vænner hele kroppen til at træne i denne position. Det er også muligt at købe en plasticholder til sin mobiltelefon, hvis man vil bruge den sammen med den officielle Ergdata app.

Online community

På Concept 2’s officielle hjemmeside er det muligt at uploade sine træningspas, hvis man opretter sig som bruger. Hvis man har lyst kan man sammenligne sine præstationer med andre (man kan filtrere efter køn, vægt og aldersklasser). Derudover opslås løbende forskellige udfordringer og events, som man kan deltage i. Det er også muligt at indgå i et hold, hvor man kan samarbejde om at nå forskellige mål. Jeg har fundet det overraskende motiverende at deltage i nogle af disse challenges. En feature, som jeg ikke har afprøvet endnu er at forbinde maskinen til PC – og med det rigtige software installeret åbner det op for nye muligheder. Blandt andet giver det mulighed for at deltage i deciderede live events mod andre Concept 2 brugere. Det skal dog nævnes at det er software, som skal tilkøbes, og det er ikke Concept 2, der selv står for dette.

Mine erfaringer

Som nævnt først i indslaget har jeg haft romaskinen siden efteråret 2015 – og den samler ikke støv. Faktisk indgår den som et af de centrale elementer i min ugentlige træning. I 2016 roede jeg over 1.200 km, hvilket faktisk er en del mere end jeg havde regnet med. Det skyldes nok, at det er så nemt at sætte sig på maskinen og ro, når der lige er et tidspunkt, der passer. Derudover supplerer det løbetræning rigtig fint, og er mindre belastende for mine knæ end løb. Det er dog nok ikke en træningsform der passer til alle. Vi er 4 personer i husholdningen, og jeg er den eneste, der rigtig bruger den jævnligt. En af forklaringerne på dette er at det kan virke lige så uinspirerende som at løbe på løbebånd, hvis man kigger ind i en væg. Jeg har derfor placeret maskinen foran et TV, hvilket kan fange min opmærksomhed under længere træningspas ved relativ lav intensitet. Her kan støjen være forstyrrende, da den kan overdøve lyden fra TV, men en gang Netflix med undertekster er en fin løsning for mit vedkommende.

Det er vigtigt at pointere, at en romaskine ikke blot er til lange ‘kedelige’ ture. Der kan køres korte intensive træningspas eller intervalprogrammer, der kan få én til at gispe efter vejret. Det fine ved Concept 2 maskinen er, at modstanden tilpasses efter, hvor hårdt man trækker til i håndtaget, og modsvarer fint den type modstand man vil opleve ved et åretræk i vandet. Indstilling af luftspjældet (damper) kan nemt blive en større videnskab, men efter at have justeret lidt frem og tilbage, har jeg fundet en indstilling, der passer mig til de fleste typer træning, og jeg flytter ikke meget rundt på dette mere.

Efter nogen tid fik jeg problemer med at romaskinen ‘vandrer’ hen ad gulvet under intensiv roning, da den ikke uden videre kan monteres fast i gulvet. Jeg har dog valgt at undlade at forsøge at montere den fast i gulvet da jeg er blevet overbevist om, at det er et spørgsmål om teknik. Når teknikken bliver sløset overføres energien forkert, og ender med at maskinen rykker rundt på gulvet. Så jeg har i stedet arbejdet på at forbedre min teknik, og det synes at virke.

Ved regelmæssig roning har jeg oplevet at få hård hud i hænderne, i endnu større grad den ved vægttræning. Brugen af et par træningshandsker kan forebygge dette, og synes jeg, giver også et bedre greb i håndtaget.

Som nævnt er jeg rigtig glad for muligheden for at overføre træningspas til online-delen, og deltage i forskellige Challenges. Det skærper mit konkurrence-gen en smule, at kunne sammenligne sine præstationer med andre på sin egen alder, og kunne konstatere, at personer 20 år ældre end én selv ror 3 gange så langt i en udfordring.

Fordele og ulemper

Fordele:

  • Er et fint supplement til andre træningsformer, da bevægelsesmønsteret adskiller sig fra andre almindelige former for aerob træning som fx løb og cykling
  • Kan levere alsidig træning – langdistance, sprint, interval
  • Udført i høj kvalitet, med stor holdbarhed og lav vedligeholdelse
  • Nemt at skaffe reservedele
  • Firmaet har produceret romaskiner i mere end 30 år
  • Muligt at sammenligne præstationer med andre og deltage i udfordringer
  • Ved tilslutning til PC (og tilkøb af software) kan man deltage i online-konkurrencer

Ulemper:

  • Det kan kræve lidt øvelse at opnå korrekt teknik
  • Træningsform kan virke kedelig
  • Maskinen støjer en smule under brug
  • Display-enheden kan virke primitiv
  • Ved permanent aktivering af Wireless kommunikation på display-enheden opbruges batteriet relativt hurtigt

 

Opsummering

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg har fundet et stykke udstyr, som jeg håber at kunne bruge lang tid fremover, da det supplerer min anden træning. Concept 2 maskinen virker robust og nem at vedligeholde, og ifølge diverse fora kan den holde mange år. Træning på fitnessmaskiner lider generelt af, at det kan forekomme ensformigt ved længere træningspas, men det er der forskellige råd for (fx TV, eller online træningspas). Det kan dog være en idé først at teste den i et fitnesscenter for selv at finde ud af om det er en type træning der passer til ens temperament.

P.S. Der er lavet en Concept 2 Model E, som har en lidt mere ‘bekvem’ siddehøjde (51 cm) til fordel for de som måtte have lidt svært ved at komme af og på den almindelige model. Kæden på denne model er desuden forbedret, og behøver ikke blive smurt så tit. Prisen er til gengæld så også over kr. 2000 højere (kr. 10.500 vs kr. 8.300).

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*