Flere 100+ årige i Danmark

Forleden kunne man på DR Nyheder læse, at “antallet af 100-årige i Danmark har aldrig været højere.” Helt præcist var der 1143 personer over 100 år i Danmark i 2016, det hidtil højeste antal herhjemme.

Tallene afspejler den forbedring i levevilkår, som generelt er kommet befolkningen i den vestlige verden til gode, og som også har ledt til en støt stigning i middellevetiden.

Aldersforsker Kaare Christensen fra Syddansk Universitet citeres desuden for: “Hvis vi antager, at de sidste 150 års mønster fortsætter i de næste 100 år, så vil halvdelen af de børn, som er blevet født i det nye årtusinde, blive 100 år.”

Det ligger i tråd med udsagnet fra en anden aldersforsker herhjemme, Rudi Westendorp fra Københavns Universitet, som har set lidt på statistikken, der viser, at der generelt kan lægges 2-3 år til middellevetiden for hvert 10. år. Det vil svare til at en person født i år 2000 gennemsnitligt vil leve 14-21 år end middellevetiden i dag.

Danmarks Statistik anlægger en mere konservativ prognose for den fremtidige udvikling. Ifølge statistikken vil næsten hver 3. pige, som fødes nu, blive 90 år, mens de færreste vil nå at blive 99 år – 3,4% af pigerne og 1,1 af drengene (ifølge tal for 2015). Der gøres dog opmærksom på, at disse tal baserer sig på en generel dødshyppighed, som er det samme som nu, mens der rent faktisk har været et fald i den generelle dødelighed de sidste mange år – hvilket givetvis vil lede til en underestimering af de tal, som bliver aktuelle i fremtiden.

Ifølge Danmarks Statistik ligger den danske befolkning i tråd med det generelle trend om at middellevetiden stadig stiger. For 2015/16 er middellevetiden således sat til 82,8 år for kvinder og 78,8 år for mænd (beregnet for personer født i 2016, ud fra de gældende aldersbetingede dødshyppigheder).

Hvor ovennævnte tal for middellevetid gælder for 0-årige, har Dansk Statistik også udgivet en interessant graf for den forventede restlevetid for 67-årige.

Fra Danmarks Statistik 2017.

Siden 2000 har der været en stigning i restlevetiden for 67-årige på 2,4 år for kvinder og 2,9 år for mænd. Kvinder der netop er fyldt 67 kan således i gennemsnit forvente at leve yderligere 19,1 år og mænd 16,6 år.

 


Kilder:

Thomas Klose Jensen. Antallet af 100-årige i Danmark har aldrig været højere. 13.2.2017

Rudi Westendorp: Kunsten at blive ældre. Strandberg Publishing A/S. 2016

Nyt fra Danmarks Statistik, Nr. 71. Middellevetid 2014/2015. Danmarks Statistik. 16.2.2016

Nyt fra Danmarks Statistik, Nr. 62. Middellevetid 2015/2016. Danmarks Statistik. 16.2.2017

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*