Musklernes opbygning

Kroppen indeholder overordnet tre forskellige slags muskelvæv: skelet-, hjerte- og glat muskulatur. Alle tre typer undergår forandringer med alderen, men det er ændringer af skeletmuskulaturen, der bliver mest synlig når vi ældes, da disse muskler udgør næsten halvdelen af vægten i et almindeligt voksent menneske.

Skeletmuskulatur udgør den type muskler vi bevidst kan kontrollere, og hæfter bl.a. til kroppens knogler, hvilket gør, at vi kan bevæge os.

Den funktionelle enhed i en muskel er cellerne, muskelfibrene. De kan trække sig sammen under viljens kontrol, styret af nervesystemet. Den enkelte muskelfiber i en muskel kan variere i længde, og for nogle musklers vedkommende kan de være mere end 30 cm. Hver enkelt muskelfiber er tæt pakket med myofibriller, der strækker sig i hele fiberens længde. Det er disse myofibriller, der er grundlaget for fiberens, og hele musklens evne til at trække sig sammen. Myofibrillerne er opbygget af forskellige typer trådformede proteiner, der kan forskydes i forhold til hinanden. Denne organisering er så markant, at muskelfibrene fremstår tværstribede når de studeres i et mikroskop.

Længdeskåret skeletmuskulatur set i et mikroskop efter fiksering og farvning med farvestof, der anvendes til histologi. Cellekerner ses i periferien af muskelfibrene, og den synlige tværstribning skyldes organiseringen af myofibrillerne, der forkortes når musklen trækker sig sammen.

En typisk muskel er opbygget af forskellige undertyper af skeletmuskelfibre. Groft inddeles muskelfibre i to typer, type I og type II fibre. Type II fibrene kan kontrahere sig væsentligt hurtigere (op til 10x hurtigere) og mere eksplosivt end type I fibrene. Type I fibrene er til gengæld mere udholdende. Visse muskler fx triceps (på bagsiden af overarmen) indeholder normalt en høj andel af de eksplosive type II fibre, mens lægmusklen til sammenligning indeholder en høj andel af type I fibre. Lårmusklen har til gengæld typisk en nogenlunde ligelig fordeling af de to typer fibre.

Tværskåret skeletmuskulatur set i mikroskop, efter specialfarvning, der tydeliggør forskellene på fibertyperne. Type I fibrene fremstår lystfarvet, mens de mørke er type II fibre. Billedet er fra Lexell et al 1988

Der kan imidlertid være en væsentlig variation i fordelingen af fibertyper fra person til person, hvilket er særligt tydeligt hos eliteidræts-udøvere. Undersøgelser af lårmuskulatur hos forskellige typer idrætsfolk afspejler den aktivitet de excellerer i: mens elitemaratonløbere i et studie havde gennemsnitligt 75% udholdende type I fibre havde sprintere kun omkring 30% – og modsat tilsvarende flere type II fibre. Selvom det endnu diskuteres hvorvidt type I fibre i en vis grad kan omdannes til type II og omvendt er der generel enighed i, at fibertypesammensætningen stort set er genetisk bestemt. Til gengæld kan type II fibre ændres mellem type IIx og type IIa ved træning. Type IIa fibrene er ikke så eksplosive som type IIx (3x hurtigere end type I), men mere udholdende. Det betyder, at en person en med relativ høj andel type II fibre godt kan udvikle stor udholdenhed ved korrekt træning.

Når vi ældes medfører det ændringer i skeletmuskulaturen, som forholdsmæssigt går mere ud over type II fibrene, hvilket resulterer i en markant reduktion i kroppens kraft og styrke.


 

Kilder:

Annemarie Brüel, Erik Ilsø Christensen, Finn Geneser, Jørgen Tranum-Jensen & Klaus Qvortrup. Genesers Histologi. 2012. Munksgaard. ISBN 9788762803961

Larsk Michalsik & Jens Bangsbo: Aerob og anaerob træning. 2005. Danmarks Idræts-Forbund. ISBN 87-90316-88-6

Tor Rønnov & Bente Klarlund: Elsk at løbe – med Maratonbogen. 2011. Bianco Luno. ISBN 9788799389407

Lexell J, Taylor C & Sjöstrøm M: What is the cause of the ageing atrophy? Total number, size and proportion of different fiber types studied in whole vastus lateralis muscle from 15- to 83-year-old men. J Neurol Sci 1988, 84(2-3): 275-94

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*