Screening for tyk- og endetarmskræft

Det er ikke længe siden at jeg rundede de 50, og egentlig gik det ikke rigtig op for mig lige med det samme, at jeg rent faktisk nu hører til den seniore del af befolkningen.

For nylig lå der dog et brev i postkassen, der gav mig en reminder om, at ungdommens følelse af udødelighed må få en ende, og en ny epoke, hvor de mere end  1.576.800.000 sekunder man har levet begynder at sætte sine spor på kroppen.

Screeningsprogram for kræft i tarmen

Brevet var fra Sundhedsstyrelsen – et “Tilbud om undersøgelse for kræft i tyk- og endetarm”.

I 2014 blev det indført, at danske borgere mellem 50 og 74 år bliver tilbudt at indgå i et screeningsprogram, som har til formål at afsløre tarmkræft i så tidlige stadier som muligt for en mere effektiv behandling.

Lidt statistik

Ifølge den medsendte pjece rammes omkring 5.000 personer af kræft i tyk- eller endetarm hvert år, og omkring 2.000 dør årligt af denne type kræft. Statistisk set vil 1 ud af 20 danskere rammes af tarmkræft i løbet af deres liv.

I pjecen lægges der desuden følgende statistiske data frem:

For hver 10.000 personer, der deltager i en runde af screeningsprogrammet vil…

• 677 personer få en indkaldelse til kikkertundersøgelse
  • Heraf vil 179 få påvist tilstedeværelse af polypper, som giver forhøjet risiko for at udvikle kræft
  • 37 af de 677 personer vil få påvist tilstedeværelse af kræft i tyk- eller endetarm
  • 1 person vil få en alvorlig komplikation i forbindelse med kikkertundersøgelsen
• 9323 personer indkaldes ikke, da der ikke er tegn på øget risiko for udvikling af kræft
  • Af disse vil 16 senere få påvist kræft i tyk- eller endetarm

Som det kan læses af ovenstående vil screeningsprogrammet i princippet fange nogle flere kræfttilfælde og potentielle forstadier til kræft – og sandsynligvis påvise mange af kræfttilfældene på et tidligere tidspunkt end ellers, hvilket potentielt set øger muligheden for en effektiv behandling.

Proceduren

Screeningsprogrammet er delt op i 2 faser, og man tilbydes at undgå i en undersøgelsesrunde hvert 2. år:

1. Afføringsprøve. Her tager deltagerne selv en prøve af deres afføring, som herefter indsendes til undersøgelse på et analyselaboratorium, for tilstedeværelse af blod. Hvis der ikke påvises blod i afføringen afsluttes runden, og et nyt tilbud fremsendes 2 år senere.
2. Kikkertundersøgelse. Ved påvisning af blod i afføringsprøven indkaldes man til en kikkertundersøgelse af tyk- og endetarm – der skal afsløre eventuel tilstedeværelse af kræft eller polypper, der kan udvikle sig til kræft.

Jeg har selv kun prøvet at afgive en afføringsprøve, så jeg kan ikke udtale mig om kikkertundersøgelsen. Prøvetagningen er dog super nem og enkel. Det kræver ikke at man på nogen måde behøver at ‘jonglere’ med sin fæces. Der medfølger et opsamlingspapir papir, der effektivt monteres på toilettet, og gør at man uden problemer selv kan tage prøven. Man skal blot skrabe en prøvepind let hen over afføringen, sætte den i en holder, putte i en kuvert – og så finde en postkasse. No problemo.

Inden for de næste 10 hverdage kommer der så et svar i eboks, hvor man sandsynligvis vil få besked om at der ikke skal gøres mere ved den sag i de næste 2 år. I få tilfælde er der konstateret blod i prøven, og man får et tilbud om en opfølgende kikkertundersøgelse. Bemærk dog, at ud af de, som indkaldes til kikkertundersøgelse er det stadig 68%, der går fri – altså at der ikke påvises kræft eller forstadier.

Skal, skal ikke?

Selv var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville indgår i første del af screeningsprogrammet – uagtet at jeg ikke var sikker på hvordan jeg ville reagere på at få en indkaldelse til efterfølgende kikkertundersøgelse. Det var måske ikke videre gennemtænkt, for vil man overveje at takke nej til en kikkertundersøgelse, hvis man får besked på at der var blod i afføringsprøven?

Kikkertundersøgelsen kan dog lede til to forskellige komplikationer. Den ene er, at undersøgelsen i få tilfælde kan beskadige tarmvæggen. Det er dog blot i 1 ud af 677 tilfælde, at det betegnes for en alvorlig komplikation. Den anden mulige komplikation er at der ligesom for andre screeningsprogrammer er en øget risiko for overbehandling. Altså at man ender med at blive opfattet som patient og få unødig behandling for noget, der aldrig ville have udviklet sig til kræft.

Tilbage i 2016 stod professor John Brodersen frem i nyhederne og bekendtgjorde, at han ikke selv agtede at deltage i screeningsprogrammet. Forskeren vurderer, at han hellere vil løbe den lille øgede risiko for at dø af tarmkræft i forhold til risikoen for at få en alvorlig komplikation ved at deltage i screeningsprogrammet.

Noget tyder dog på at screeningsprogrammer for tarmkræft, både i Danmark og i udlandet, har en effekt. Blandt andet diagnosticeres tarmkræft generelt på et meget tidligere stadie når der screenes i forhold til de som ikke screenes. Hvis tarmkræft opdages på en tidligt stadie (stadie I) er på omkring 90%, mens et sent stadie (stadie IV, hvor kræften har spredt sig) giver en overlevelse på mindre end 15%.

Så selvom det fra et samfundsøkonomisk og sundhedspolitisk synspunkt stadig kan diskuteres om pengene, der går til screeningsprogrammet kan bruges bedre andet sted så er der efter min mening gode argumenter for at deltage, når man får tilbudet.