Fitnesshapser, #1 2021

Her er et lille udpluk af sundhedsnyheder – denne gang 3 stk. plukket fra Business Insiders Health sektion. Jeg har ikke været inde for at nærlæse på de studier, som der refereres til i artiklerne, så pointerne skal bestemt tages med dette forbehold. Klik evt. på links for at læse selve artiklerne.

 


Studie peger på, at periodisk faste ikke har væsentlig effekt på hverken helbred eller vægttab

Et studie omkring kostomlægning blev udført på University of California. 116 personer blev tilfældigt inddelt i 2 forskellige grupper: en hvor personerne kun måtte indtage kalorieholdig føde i perioden kl 12-20, og en, hvor personerne indtog 3 hovedmåltider, og måtte inkludere snacking. For begge grupper fandt man et mindre vægttab. Det blev estimeret, at begge grupper indtog nogenlunde det samme antal kalorier i løbet af dagen. Forsøgte kørte over 12 uger – og til slut kunne forskerne ikke finde væsentlige forskelle på de to grupper når der blev sammenlignet vægttab, kolesteroltal og blodsukkerkontrol. En af hovedkonklusionerne på studiet var, at denne type fasteperiode ikke giver sundhedsmæssige fordele i forhold til et mere traditionelt spisemønster ved et sammenligneligt dagligt kalorieindtag.

Kilde: Artikler på insider.com fra den 28. september 2020 og den 2. oktober 2020.

 

Høj-intensitet intervaltræning (HIIT) kan korreleres til øget overlevelse og bedre mentalt helbred hos ældre

I et norsk studie fulgte man knapt 1600 personer i aldersgruppen 70-77 år i en periode på 5 år. Personerne var opdelt i 3 grupper: én gruppe der havde to ugentlige sessioner HIIT (hvor pulsen kom op på 90% af maxpuls), én gruppe der trænede ved moderat intensitet (70% af maxpuls) 2x 50 minutter ugentligt samt en kontrolgruppe der fulgte de nationale anbefalinger for motion. Efter 5 år var HIIT gruppen generelt ved bedre helbred – både fysisk og mentalt. Derudover døde 3% af personerne i HIIT gruppen sammenlignet med 6% i kontrolgruppen (dette var dog ikke statistisk signifikant).

Kilde: Artikel på businessinsider.com.au fra den 10. oktober 2020.

 

De 10 sundeste frugter og grøntsager ifølge ernæringseksperter

Mange frugter og grøntsager har et naturligt højt indhold af vitaminer, mineraler og fytokemikalier, som giver et væsentligt bidrag til en sund og næringsrig kost. En gruppe ernæringseksperters bud på de bedste er: 1) Blåbær (antioxidanter), 2) Bananer (kalium og fibre), 3) Avocado (omega-3 fedtsyrer), 4) Tomater (lycopen), 5) Citrusfrugt (C-vitamin, flavenoider og fibre), 6) Søde kartofler (beta caroten), 7) Kål (K-, A-, C-vitamin samt mineraler), 8) Spinat (Mineralerne kalium og magnesium samt folat, A- og K-vitamin), 9) Gulerødder (A-vitamin, fibre og antioxidanter), Hvidløg (fytonæringsstoffer som allicin).

Kilde: Artikel på insider.com fra den 3. februar 2021.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*