Trimethylglycin, TMG

Siden starten af 2024, hvor jeg testede forskellige tiltag, som muligvis kunne sænke blodtrykket har jeg inkluderet TMG (trimethylglycin også kaldet betain) som en del af mit daglige “anti-aging” tilskud.

Jeg kan ikke konkludere, at TMG har nogen mærkbar effekt på mit blodtryk, da jeg formentlig ikke har forhøjet niveau af homocystein (læs evt. mere om dette her). Til gengæld er der efterhånden publiceret en hel del videnskabelig litteratur, som peger på, at TMG er et tilskud, som er værd at tage med i overvejelserne, i forhold til at holde på muskelmassen, som er vigtig når man bliver ældre.

Her er nogle af de positive nedslag i de studier, som er blevet publiceret:

  • 2½ gram TMG pr dag øger styrke-udholdenhed og niveauet af testosteron i løbet af 2 uger hos yngre håndboldspillere sammenlignet med placebo (Arazi et al 2022).
  • I et andet forsøg, der kørte over 14 uger blev teenage-fodboldspillere sammenlignet i forhold til testosteron-niveau ved 2 gram pr dag af TMG eller placebo; niveauet var signifikant højere hos de, som indtog TMG (Nobari et al 2021).
  • På trods af, at et tidligere studie ikke havde påvist en tydelig effekt af TMG-tilskud for crossfit-udøvere over 6 uger (Moro et al 2020) satte en forskergruppe sig for at teste effekten af to forskellige doser (2½ gram eller 5 gram pr dag) over 3 uger for en gruppe crossfit-udøvere. Her fandt de, at TMG gav en øgning i testosteron og en bedre performance i et bestemt workout kaldet Fight Gone Bad (Zawieja et al 2023). Forskerne observerede ingen forskelle i forhold til dosering.

Ovenstående studier er foretaget på yngre personer i god form. Spørgsmålet er om der er en positiv effekt at hente, hvis man hører til i det mere seniore segment. Der er visse undersøgelser, som kunne pege i den retning.

  • Et øget indtag af TMG/betain via kosten er korreleret til mindre risiko for aldersrelateret tab af muskelmasse hos midaldrende (Long et al 2021). Det er dog vigtigt at pointere, at der er tale om en undersøgelse, hvor spørgeskemaer om kostindtag er relateret til biometrisk analyse af muskelmassen, med de usikkerhedsmomenter det må inkludere. Tidligere har undersøgelser også vist en positiv sammenhæng mellem betain-niveauet i blodet og muskelmasse hos ældre (Huang et al 2016).
  • Der findes også en nyere meta-analyse, der har slået resultaterne sammen fra en række studier omkring TMG, og således kommer med konklusioner i et lidt bredere spænd i forhold til alder: 15-60 år. Analysen forholder sig kun til muskelstyrke, og kan konkludere, at TMG-tilskud kan føre til øget styrke i underkroppens muskulatur når det kombineres med styrketræning (Zawieja et al 2024).

Inden man går på nettet for at bestille TMG-pulver er der en væsentlig oplysning, der lige skal med i billedet. Indtag af TMG som kosttilskud kan øge niveauet af kolesterol i blodet, hvilket kan betyde, at man risikerer at pille ved en risikofaktor for åreforsnævring og blodpropper. Alt tyder dog på, at det typisk er ved indtag af >4 gram TMG om dagen, at der kan komme en påvirkning af kolesteroltallet (Ashtary-Larky et al 2022Zawieja et al 2021).

Til gengæld er der også andre mulige positive effekter ved at indtage TMG.

Visse personer har et forhøjet niveau af homocystein i blodet, hvilket er korreleret til forhøjet risiko for hjerte/kar sygdom. Indtag af TMG kan ‘neutralisere’ homocystein og potentielt mindske denne risiko. Et forhøjet niveau af homocystein er også blevet associeret til forskellige demenssygdomme, så det er muligt, at TMG også her kan påvirke risikoen i en positiv retning. Udover hjernen og muskler er der en hel del TMG i leveren og nyrerne, hvor det spiller en væsentlig rolle for disse organers normale funktion.

De positive effekter i forhold til muskelstyrke og testosteron er fortrinsvist undersøgt hos yngre personer – og mænd.

Vil effekten også ses hos ældre, og hos kvinder? Og beskytter TMG mod udvikling af demens?

Forhåbentlig vil fremtidige studier afklare disse ting.

I alt fald har producenterne af kosttilskud nok konstateret, at der er en øget interesse for TMG som kosttilskud, prisen er i alt fald skudt noget i vejret.

Som jeg nævnte i starten af indlægget, tager jeg selv dagligt et tilskud af TMG-pulver – som en kombination i form af trioen kreatin, taurin og TMG; ca. ½ gram af hver.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*