STRØM elcykel – 1 år efter

Det er nu ved at være 1 år siden at vi modtog vores LOVE package (US model) – som bestod af en dame- og en herrecykel fra det danske firma STRØM Bikes, bestilt via crowdfunding platformen Indiegogo.

Crowdfunding

Jeg vil lægge ud med at erklære, at jeg ikke decideret vil afskrække folk fra at investere i nye produkter via crowdfunding – man skal blot være klar over hvad man går ind til. Hvis man ønsker at være en såkaldt first-mover, der får et nyt produkt i hænderne før alle andre – så er Indiegogo og lignende platforme stedet. Et andet plus er, at man ofte kan få fingre i produktet med en klækkelig rabat. Men der kan også være minusser. Jeg har (endnu) ikke været ude for, at de penge man skyder ind i et projekt er gået tabt, men da der oftest er tale om helt nyudviklede produkter er der to hændelser, der ikke sjældent kan slå et par skår i crowdfundingoplevelsen: forsinkelser i produktionen, og dermed levering, samt at produktet ikke lever helt op til det som blev averteret.

Leveringsproblemer

Da vi kastede penge efter STRØM Bikes’ projekt var det med en forventning om, at firmaet havde erhvervet sig en masse gode erfaringer deres tidligere elcykel-projekt, der også blev crowdfundet via Indiegogo. Her blev leveringen af cyklerne forsinket op mod 1 år.

Det viste sig, at de tidligere erfaringer ikke rigtigt kunne omsættes til et mere velsmurt projekt – i alt fald set med kundeøjne. Corona-pandemien sendte en kæp i hjulet på tidsplanen for produktionen, som i hovedparten foregik i Kina. Men firmaet var allerede forsinkede inden Corona for alvor fik greb i hele verden. Leveringen af cyklerne blev udskudt nogle måneder, hvilket så ramlede ind i den mere eller mindre globale nedlukning, som blev iværksat. Sideløbende var der problemer med udvikling og produktion af tilbehør, som bagagebærer og cykelkurv.

Levering af cyklerne og de første issues

Vi fik endelig vores cykler sent på foråret i 2020 (i maj/juni måned). Der gik ikke længe før det stod klart, at STRØM Bikes ikke havde et problemfrit 2. generationsprodukt:

  • Indstilling af hjælpeniveauer er kalibreret forkert, så den trinvise justering af hjælpeniveauer ikke fungerer hensigtsmæssigt
  • Damecyklen er udstyret med blot 3 gear og en gearing, der ikke står mål med hjælpemotorens trækkraft, hviklet resulterer i at ens ben kommer til at ‘hjule’ som piskeris under kørsel med hjælpemotor.
  • Batteriet kan finde på at løsne sig under kørsel, hvilket særligt er uhensigtsmæssigt i mørke, hvor lygterne også drives af batteriet (dette var også et issue for den tidligere version af deres elcykel).
  • En af præmisserne for vores brug af cyklerne var montering af bagagebærer til cykeltasker. Levering af bagagebærere er løbende blevet udskudt (er dags dato stadig ikke klar). Det samme gælder cykelkurven.
  • Diverse smådele manglede.

Som det kan læses af tidligere indlæg blev nogle af problemerne løst ved at tage en tur til den lokale cykelhandler (gearing og montering af en standard bagagebærer, som dog maskerer baglygten når cykeltasker monteres. Cykelsmeden opgav dog at finde en alternativ cykelkurv, der passer.

Firmaet skal have noget credit for at sætte nogle projekter i søen for at få løst nogle af problemerne. Blandt andet oprettede de et ambassador program, hvor kunder kunne tilmelde sig som frivillige ambassadører til at hjælpe andre kunder med en softwareopdatering af cyklernes motorkalibrering (vistnok mod at få lidt rabat på køb af reservedele mm). Desværre har jeg ikke hørt mere om, hvorvidt der er en ambassadør i mit nærområde…

Derudover har STRØM Bikes over flere omgange opdateret, deres support-system. Jeg tror desværre det undervejs har skabt en smule forvirring omkring hvordan de har skulle håndtere henvendelser. Et par gange oplevede jeg at kontakte deres support via et system, og så ikke fået feedback når jeg har fortsat kontakten i samme tråd. Det skal dog siges, at jeg generelt har fået relativt hurtigt svar på mine henvendelser.

De gik desuden i gang med at lave supportvideoer, som kan findes på Youtube. Desværre, er det vist gået lidt i stå, og det er lidt tilfældigt, hvilke emner der er taget op. Eksempelvis er der en video gennemgang af kalibrering af hydrauliske bremser med en henvisning til en anden video, hvis man har mekaniske bremser monteret. Denne videoe findes bare ikke (endnu?).

Oplevelser efter længere tids brug af cyklerne

Den oprindelige tanke var, at cyklerne fortrinsvist skulle bruges på ture til og fra sommerhus (en tur på 20-25 km hver vej), og lejlighedsvist til og fra arbejde. Cyklerne er dog blevet taget en del mere i brug, i forbindelse med transport mellem hjem og arbejde. Jeg har kørt over 2500 km på STRØM cyklen over det sidste års tid, hvoraf omkring halvdelen har været med hjælp fra elmotoren. Cyklerne er ganske behagelige i brug, og jeg vælger bevidst ofte cyklen om morgenen når jeg skal aftsted af denne årsag.

Vi har ikke fået løst problemerne med kalibrering af elmotoren, så den trinvise indstilling af hjælpeniveauerne fungerer ikke efter hensigten. Vi har dog begge vænnet os til den indstilling, som er til rådighed. Jeg har ikke indblik i hvor hurtigt kapaciteten på selve batteriet daler over tid/brug, men jeg har fornylig testet, at det stadig kan assistere minimum 48 km (laveste hjælpeniveau, som så er fejlkalibreret; et go further 14 Ah batteri, US cykelmodel), så jeg har endnu ikke oplevet en nedgang.

Batteriet løsner sig ikke så ofte under kørsel som i starten, det sker dog stadig ind imellem. Til gengæld frigives det heller ikke let når man låser det op med nøglen. Faktisk skal det nu lirkes ud ved at presse neglene ind i mellemrummet mellem batteri og stel. Det har ind imellem kostet en knækket negl.

Udvalgte dele på cyklen begyndte at ruste allerede inden der er gået et år. Det tyder på, at der er brugt billige dele de steder. Bolte og møtrikker er nemme at udskifte, men andre dele som bremseskiver er et lidts større irritationsmoment.

Rusten møtrik, og rust på bremseskive.
Rusten samler sig også andre steder…

Begge skivebremser på herrecyklen (CITY M) satte ud ret pludseligt. Man skal være opmærksom på, at med cyklernes større tyngde er der også et større slid på bremserne, og derfor skal de justeres hyppigere end på en almindelig cykel. På min mountainbike justeres skivebremserne ret simpelt (ind til bremseklodserne skal skiftes). Dette virkede dog ikke på STRØM cyklen; bremserne blev ved med at sætte ud kort tid efter justering. Bedst som jeg troede, at det var tid til at udskifte bremseklodserne stødte jeg på en Youtube video (ikke fra STRØM Bikes) der fint forklarede hvordan netop disse bremser nemt justeres med en unbrakonøgle.

Det er smart at have batteriet integreret i stelrammen, men som det ses her, kommer der hurtigt nogle skrammer.

Som nævnt har STRØM Bikes endnu ikke kunnet levere bagagebærer, cykelkurv og andet ekstraudstyr, som blev bestilt (og betalt) samtidig med cyklen. Det er selvfølgelig et problem, hvis det er noget man har brug for, og ikke kan skaffe alternativer – og generelt bare endnu et irritationsmoment. I efteråret 2021 tilbød de så at man kunne få refunderet det beløb, man har indbetalt, hvis man ikke ville vente længere på levering. Efter oplysning af kontonummer (skulle sendes ad flere omgange i forskellige supportsystemer) til tilbageførsel af pengene, blev det så meldt ud, at pengene først bliver udbetalt når de får leveret de bestilte produkter, hvilket i skrivende stund stadig er uafklaret. Jeg tror ikke dette er helt efter bogen, men har valgt at lade det ligge, da jeg ikke er interesseret i at STRØM Bikes ender i økonomiske vanskeligheder fordi de måske har penge ude at svømme et sted i Østen. Jeg kan dog ikke gennemskue, hvad det gavner, at de venter med tilbagebetaling til varerne kommer – måske pengene returneres efterhånden som de får solgt nogle ekstra cykelkurve.

Til gengæld har jeg flere gange fået lovning på, at jeg ville få tilsendt 2 stk superladere, som jeg gentagne gange har efterspurgt (siden 2021). I et af tilfældene fik jeg sågar tilbagemelding om at en af supporterne ville sende mig sin egen oplader. Men i ingen af tilfældende dukkede de op, og de seneste meldinger er, at der nu ikke er nogle på lager!

STRØM Bikes webshoppen fungerer tilsyneladende heller ikke efter hensigten. Eksempelvis har shoppen i længere tid vist at der er masser af hurtigopladere på lager, men hos support er beskeden, at der ikke er nogle.

I øvrigt blev jeg på et tidspunkt opmærksom på, at STRØM Bikes havde en høj score på Trustpilot, hvilket jeg ikke kunne få til at passe med meget af den negative feedback, jeg ellers havde stødt på. Så i juli 2021 skrev jeg til dem:

“Da jeg åbnede Jeres hjemmeside kan jeg se I har henvisninger til Trustpilot med 4 stjerner (baseret på 149 reviews). Citaterne der bliver vist på Jeres hjemmeside er fra efteråret 2020, hvilket i alt fald ikke afspejler levering af den nye generation af STRØM El-cykler. Når man klikker på linket ryger man i stedet til Trustindex, hvor scoren er 4.1. Tjekker man Truspilot direkte er historien en noget anden: 2.9 i score, en del dårlige anmeldelser, og et opslag fra Trustpilot om at Jeres hjemmeside er vildledende.

Jeg skal ikke gøre mig klog på Jeres forretningspolitik, men vil blot lige understrege at for en kunde virker det utroværdigt at maskere Trustpilot-anmeldelser ved at linke til noget, der ikke er overensstemmende med den faktuelle bedømmelse. Der er ingen tvivl om at I har været udfordret af Corona-situationen, men forsinkelserne på levering af cykler og ekstradele, skyldes formentlig også andre ting. Travlhed med de praktiske ting i denne tid, gør sikkert også, at der er mindre tid til at besvare henvendelser.

For mig at se burde I tage feedback og negative anmeldelser med oprejst pande – I kan givetvis stå ved Jeres færdige produkt – lad være at maskere anmeldelserne på Jeres hjemmeside, men brug dem aktivt til at adressere de issues, der kan gøres noget ved. Opdateringer via ’nyhedsbrev’ med vejledninger har fungeret udmærket – brug evt. samme strategi for at løbende opdatere os kunder på de sidste opfølgende ting. Jeg er sikker på at det vil kunne imødegå nogle af de små frustrationer, der kan plage os kunder, der endnu ikke har fået alt på plads.”

Svaret var:

“Tak for input ifht trustpilot. Vi er opmærksomme på problematikken som kommer af at der for nyligt er blevet oprettet en ny trustpilot uden vores viden som erstatning for vores tidligere (hvor ratingen på 4 stjerner holder): https://www.trustpilot.com/review/stroembike.com. Vi er ved at finde en løsning så ratingen afspejler alle anmeldelser korrekt.”

Hvor overlagt/uoverlagt denne krydslinking af forskellige scores fra to helt forskellige systemer (Trustpilot og Trustindex) har været skal jeg ikke kunne sige noget om, men det giver et skidt indtryk af firmaets forretningspolitik. Nu har de, så vidt jeg kan se, helt fjernet links til Truspilot på deres hjemmeside (hvilket man måske godt kan forstå med den feedback, der ligger).

Opsamling

Plusser:

  • Ganske unikt design (om cyklen er pæn er en smagssag), og med batteri integreret i stel.
  • Selvom cyklen har en vis tyngde kører den rigtig godt, også uden batteriassistance.
  • Step-by-step video, der fungerer som samlevejledning af cyklen.
  • Sædvanligvis hurtig feedback på henvendelser til support.

Minusser:

  • Design, der gør det uhensigtsmæssigt/umuligt at montere ekstraudstyr fra 3. part (bagagebærer, cykelkurv).
  • Problematisk, at der ikke kan leveres lovede dele til opradering i mere end et år efter levering af cyklen (bl.a. bagagebærer, cykelkurv, superlader).
  • Mangel på smådele ved første samling af cyklen. Kan skaffes fra den lokale cykelhandler, men det er et irritationsmoment.
  • Løsningen med batteri integreret i stellet giver nogle problemer, som både omfatter at det løsner sig i utide, og at det kan være svært at frigøre.
  • Der optræder rust rundt omkring på cyklen, steder hvor jeg ikke havde forventet det efter 1 år. Nogle dele, som møtrikker er lette af skifte selv, andet bliver mere bøvlet.
  • Indimellem forvirring omkring skift af supportsystem. Flere gange har jeg skulle oplyse de samme informationer 3-4 gange ved en henvendelse.
  • Irritationsmoment, at der ikke er fundet en ordentlig løsning på at fikse fejlkalibrering af hjælpemotor.
  • Crowdfundingsystem, der gør at et firma tilsyneladende kan holde på indbetalinger på ubestemt tid, så trods af at de ikke lever op til leveringsbetingelser.

Summa summarum, så har vi overordnet været glade for cyklerne i det daglige, og har som sådan ikke fortrudt købet, på trods af at der har været en del udfordringer, en del som stadig ikke er løst. Crowdfunding-konceptet har givet os et par cykler til en fordelagtig pris, men det er også et koncept, hvor man køber skindet før bjørnen er skudt, og det har vi mærket. Næste gang bliver det nok en model, hvor mærket er gennemtestet, med lokal support og service.

 

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*