
Hvis du træner i et fitnesscenter er du næsten med sikkerhed stødt på nogle af de kardiomaskiner, som stort set alle centre har i større eller mindre udvalg. Nogle bruger blot udstyret til at varme musklerne op inden styrketræning, mens for andre er det en kærkommen mulighed for at få pulsen op og holde kondien ved lige. Endelig er der mange, der ser det som et væsentligt redskab i forhold til vægtkontrol, hvor det mest af alt handler om at kroppen forbrænder noget energi.
I den forbindelse er det nok relevant at have en nogenlunde idé om hvor meget energi man kan regne med at forbrænde på en session, og måske det også er interessant at vide, hvilke maskiner der er mest effektive.
Nedenstående opgørelse af estimeret energiforbrænding for 30 minutters aktivitet ved medium intensitet er kopieret fra en tabel fra september-nummeret af magasinet Aktiv Træning (som har sakset tallene fra en undersøgelse på University of Wiscounsin). Desværre melder data ikke noget om, hvilken generisk person-type (køn, vægt, alder) tallene gælder for, men i det mindste giver listen et fint sammenligningsgrundlag mellem forskelligt udstyr.
Energiforbrug ved 30 minutters aktivitet ved medium intensitet:
- Løbebånd: 378 kcal
- Trappemaskine: 354 kcal
- Crosstrainer: 303 kcal
- Motionscykel: 300 kcal
- Airbike: 279 kcal
- Romaskine: 273 kcal
- Siddecykel: 228 kcal
- Siddende stepper: 210 kcal
- Armcykel: 162 kcal
Det er nok ikke overraskende, at de maskiner, der involverer aktivitet af de store muskelgrupper giver en god forbrænding, med løb liggende øverst. Man kan også se at det giver fin mening at veksle mellem maskiner der give høj forbrænding, fx løb, crosstrainer eller motionscykel – eller simpelt hen vælge den aktivitet man synes mest om.
Leave a Reply