Langt de fleste, der rammes af demenssygdomme, er ældre. Der findes dog et mindretal, som udvikler demens inden de runder en alder på 65 år. I Danmark er der pt. omkring 3.000 personer diagnosticeret med demens – oftest Alzheimers sygdom eller vaskulær demens.
For både ældre og yngre, som udvikler demens er det endnu ikke præcist klarlagt, hvad der er baggrund for at man udvikler demens. En velkendt genetisk risikofaktor er, hvis man har to kopier af en bestemt variant af APOE genet (er homozygot for APOE4).
I et forsøg på at identificere potentielt påvirkelige risikofaktorer for såkaldt Young Onset Dementia (YOD), kastede et forskerhold sig over et britisk registermateriale på over 365.000 personer under 65 år.
Forskerne kunne konstatere en sammenhæng mellem en række faktorer og udvikling af YOD.
Faktorer, der øger risiko for udvikling af YOD:
- Lav socioøkonomisk status
- Social isolation
- Hørenedsættelse
- Stroke
- Diabetes
- Hjertesygdom
- Depression
- D-vitamin-mangel
- Højt niveau a C-reaktivt protein (markør for inflammation)
- Alkohol-misbrug
Faktorer, der sænker risiko for udvikling af YOD:
- Højt uddannelsesniveau
- Høj grebstyrke (øget fysisk robusthed)
- Moderat alkoholforbrug
En del af de oplistede faktorer kan sagtens have baggrund i noget genetisk. Andre af faktorerne tager formentlig afsæt i en generel sundhedstilstand, der peger på, at har man overskud til sunde levevaner, så reducerer man til en vis grad også risikoen for at udvikle demens i en ung alder.
JAMA Neurology, December 26, 2023: Risk-factors for Young-Onset Dementia in the UK Biobank.
Nationalt Videnscenter for Demens: Yngre med demens.
Leave a Reply