Udendørs styrketræning

Jeg er virkelig fan af tiltag i det offentlige rum, der inspirerer til at få kroppen i bevægelse. Forleden stødte jeg på et virkeligt godt eksempel på denne type tiltag. Jeg kom forbi en park kaldet Parque La Tunera i byen Corralejo på den kanariske ø Fuerteventura.

Så vidt jeg har forstået var området førhen en del af den temapark (Baku Euro-Park/Parque Europa), som måtte dreje nøglen om i forbindelse med den globale finanskrise i perioden omkring 2010. Der er stadig et stort område, hvor rester af forfaldne forlystelser kan beskues som en form for arkæologisk vidnesbyrd om bristede ambitioner om turist-indtjening.

Kommunen (La Oliva) overtog en del af temaparken og renoverede området med et blik for at det skulle kunne komme lokalbefolkningen til gode. Det er nu blevet til en offentligt åben park med adgang til aktiviteter man kan samles om. Udover et fint udsigtspunkt, med pyntekaktusser, og grillfaciliteter, er parken indrettet på at man både kan få et åndehul til både afslapning og aktiviteter. Der er legeplads for børn, skatepark, basketball bane, klatrevæg, løbebane (præcis 400 meter lang fra ende til anden), calisthenics redskaber og styrketræningsmaskiner. Der er god plads til også at anspore andre aktiviteter, bl.a. så jeg nogle afholde en yoga session i parken. Derudover er der toiletfaciliteter.

Det der særligt fangende min interesse var den offentlige adgang til styretræningsudstyr. Her er der ikke tale om den type motionsudstyr, man kan finde i mange parker både herhjemme og i udlandet, som har som fællesnævner, at det skal kunne benyttes af stort set alle – også hvis man har rundet de 90 – og som ikke rigtig har fokus på styrke, men mere basal motorik. De styrketræningsmaskiner, som står i Parque La Tunera er med rigtige vægtskiver og med tilstrækkelig modstand til give de fleste mennesker en hæderlig workout. De er af typen bodytone SolidRock Outdoor.

Træningsfaciliteten råder over 6 maskiner, der giver mulighed for at træne bryst, ryg, skuldre og ben. Mine favoritter er Pull down, Chest press, og Shoulder Press maskinerne. Der er også en Incline Chest Press maskine, som er fin for variation, men ikke essentiel. Derudover er der Leg curls og Leg extensions. I princippet udgør de det sidste vigtige element i træning af de store muskelgrupper. Jeg kan dog se, at de to benmaskiner bliver benyttet mindre end de andre. Efter selv at have prøvet dem forstår jeg hvorfor; i stedet for en skum-padding er der der hård plastic, hvor man presser underbenet mod den bevægelige arm, hvilket kan mærkes når der er vægt på. Det er der dog råd for; et håndklæde eller lignende kan lindre kontakten mellem plastic og ankel/læg.

Chest Press maskine til styrketræning af brystmuskulaturen.

Det er helt genialt at benytte vægtskiver til at regulere modstanden. Skiverne kan flyttes til eller væk fra akslen, som er omdrejningspunkt for de enkelte ’momentarme’ for at mindske eller øge modstanden.

Ved at flytte vægtskiver til eller væk fra akslen kan man justere på modstanden. Der er selvfølgelig en risiko for at nogle får den idé at medbringe en unbrakonøgle for at ‘låne’ vægtskiver, men ind til videre ser det ud til at der bliver passet godt på udstyret.

Jeg oplever, at nogle af de lokale brugere af faciliteterne kerer sig om, at træningsmaskinerne bliver ved med at være i en stand så de fortsat kan bruges, og jeg håber, at kommunen har en plan for at vedligeholde dem.

Jeg har ikke set denne type udstyr på offentlige arealer i Danmark endnu, men håber, at der vil være nogle kommuner rundt omkring, der vil overveje at investere i en lignende løsning – også selvom årstiderne er lidt mere ujævne end på Fuerteventura.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*