I forbindelse med den igangværende debat omkring den løbende stigende pensionsalder for fremtidige generationer af seniorer har jeg ikke overraskende kastet et blik på hvilke forventninger jeg bør have til mit eget, og lidt længere ude i fremtiden, mine sønners otium. Da mine sønner er hhv. 23 og 18 år, er det dog mest for sjov, da en fremskrivning på mere end 50 år omkring samfundsforholdene nok er nærmest er umulig.
For mit vedkommende melder DR Nyheders pensionsberegner, at jeg pt. kan forvente at kunne hæve folkepension en gang når jeg er blevet 69 år. Mine sønner har lidt længere tid på arbejdsmarkedet i udsigt; de må vente til de er hhv. 73½ og 75 år, hvis politikernes fremskrivninger holder.
Hvis man overvejer at trække sig fra arbejdsmarkedet inden da kræver det andre løsningsmodeller.
Jeg betaler månedligt ind til en såkaldt Alderspension. Når jeg trækker mig tilbage vil jeg kunne se frem til at få udbetalt et månedligt beløb i resten af min levetid. Beløbet afhænger naturligvis af hvor meget jeg indbetaler, og derfor også af hvornår jeg vælger at gå på pension. Mine udbetalinger afhænger dog også af en anden ting, som er nøjagtig den samme problematik, der gør, at politikerne har aftalt en løbende justering af, hvornår man er berettiget til folkepension: stigende levealder.
Med jævne mellemrum kan jeg se lidt fortabt på opgørelser fra Pensionsinfo.dk, hvor der er en reduktion i den forventede årlige udbetaling, som følge af, at den forventede restlevetid for pensionister er blevet justeret et hak opad.
Man kunne måske så småt blive bekymret over om Alderspensionen gradvist bliver så udhulet på den baggrund, at den slet ikke er et tilstrækkeligt supplement til folkepensionen – særligt hvis jeg fx ønsker at fastholde en plan om at gå på pension som 65-årig, hvilket var det jeg havde i udsigt inden politikernes planer om ændringer.
Nu begynder dette indlæg måske at tage en drejning, hvor de fleste står af… måske med god grund, for nogle gange løber mine tanker deres egne veje, når jeg bliver trigget på den rigtige (forkerte?) måde.
I dag hørte jeg en podcast med en kendt aldringsforsker ved navn David Sinclair. Hans erklærede mål er at udvikle en ‘behandling’, der kan bremse aldringsprocesserne i kroppen så vi lever sundere og længere. Selv tager han nogle tilskud, som han mener kan lede til et tillæg på måske 10 år til hans samlede levealder når det kombineres med en sund livsstil (NMN, resveratrol og metformin).
Ifølge den ambitiøse professor er der flere lovende præparater på bedding, som inden for en overskuelig årrække vil kunne medføre dramatiske stigninger i menneskets levealder. Nu er det langt fra første gang en forsker har taget munden for fuld i forsøget på at tage resultater på forskud.
Men tænk hvis professor Sinclair har ret? Tænk hvis der pludselig kommer en ‘magisk pille’ på markedet, der i løbet af ganske kort tid fik den gennemsnitlige levealder i bl.a. den danske befolkning til at stige med 5-10 år?
Det ville fuldstændig underminere de gældende pensionssystemer, kræve nogle hurtige, drastiske indgreb for at hindre, at økonomien i mange pensionskasser ramler.
Et åbenlyst tiltag er naturligvis løsningsmodeller, der holder den seniore del af arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet i endnu længere tid. Men selv, hvis befolkningen hurtigt omstiller sig til det scenarie (enten ved pisk eller gulerod) – kan man så blive ved med at presse pensionsalderen opad?
Er der ikke en øvre aldersgrænse for, at man kan opretholde den fysiske og mentale kapacitet, der skal til i arbejdsmæssig sammenhæng – også selvom man har i udsigt at leve til man er 100 år?
Leave a Reply