Meget mavefedt = mindre hjerne?

En af forudsætningerne for sund aldring er at ens kognitive evner bevares bedst muligt. Der er forskning, som peger på, at hvis hjernen skrumper så påvirker det hukommelsen i negativ retning og øger risikoen for at udvikle demens.

Jeg faldt for nylig over et videnskabeligt studie fra 2019 (Neurology, january 9), som konkluderede, at der er en sammenhæng mellem størrelsen på hjernen og overvægt. Det var særligt overvægt omkring midjen at denne sammenhæng kunne ses.

Forskerne undersøgte data fra over 9000 personer med en gennemsnitsalder på 55 år, og benyttede BMI og ratioen mellem liv- og hoftemål til at inddele dem. Ved hjælp af MRI-scanning havde forsøgspersonerne fået målt mængden af grå og hvid substans i hjernen. Det var kun i den grå substans, hvor størstedelen af nervecellelegemerne forekommer, at forskerne fandt en forskel. For normalvægtige udgjorde den grå substans gennemsnitligt et volumen på 798cm2, for folk med højt BMI (>30) var den lidt lavere; 793cm2 og for personer med højt BMI og samtidig høj ratio for liv/hoftemål (>.90 for mænd og >0.85 for kvinder) var volumen på 786cm2. Tallene blev justeret for forskelle, der kan spille en rolle for hjernestørrelsen, som alder, rygning og blodtryk.

Forskerne kunne dog ikke konkludere om årsagssammenhængen; om overvægt fører til mindre hjernevolumen eller mindre hjernevolumen fører til overvægt. Og ret beset kunne de heller ikke konkludere om de forskelle, som de observerede, skyldtes en skrumpning af hjernen hos de overvægtige – idet personerne ikke var blevet undersøgt over tid.

Faktum er at der skal flere studier til førend, der kan konkluderes om overvægt fører til skrumpning af hjernen, og om det kan være i sådan en grad at det kan kan spille en rolle i forhold til udvikling af demens. Noget tyder dog på, at der er en vis sammenhæng mellem overvægt og risiko for at udvikle demens (læs her).

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*