Moderne stenalderkost?

Jeg har altid undret mig lidt over præmissen for “stenalderkost” eller palæo diæt, som det også kaldes, i forhold til, at det skulle være den optimale kostplan for mennesker i vores tidsalder.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan se at det kan have nogle sundhedsmæssige fordele at reducere indtaget af mange af de forarbejdede fødevarer, som er tilgængelige i supermarkedet.

Grunden til at jeg vender emnet her på bloggen er, at jeg netop har gennemlæst Mark Sissons The Primal Blueprint i 4. udgave fra 2019. Det er ikke Mark Sisson, der oprindeligt promoverede budskabet om at spise som et stenaldermenneske (det er Loren Cordan, der med sin bog The Paleo Diet, fra 2002 der lagde grunden for den efterfølgende popularitet for denne diæt). Til gengæld har Mark Sisson udbredt det til en større omfavnelse af en livsstil med inspiration fra hverdagen for et menneske for 10.000 år siden. Det vil jeg omtale lidt mere i et indslag om hans bog. Her vil jeg blot udstille min undren over nogle af de argumenter, der ligger til grund for at man bør spise som i stenalderen.

Ifølge mange palæo-tilhængere har mennesket ikke ændret sig genetisk de sidste 10.000 år

Tanken bag palæo kost er, at mennesket i jægerstenalderen var optimeret til at leve som jæger/samlere. det vil sige at kosten bestod af fødeemner, som var umiddelbart tilgængelige, dvs. kød, fisk, skaldyr, bær, frugt, grønt, nødder. For omkring 10.000 år siden begyndte mennesket at dyrke jorden og leve af afgrøder – dvs. der skete et mærkbart skifte i kostsammensætningen.

Fortalere for palæo kost fremhæver, at menneskekroppen i de forløbne 10.000 år rent genetisk ikke har tilpasset sig i takt med denne ændring af kosten. Derfor bør man ikke inkludere korn, bælgfrugter, mælkeprodukter og i øvrigt de fleste forarbejdede fødevarer i sin kost.

Many anthopologists suggest that the human species reached its physical evolutionary pinnacle (in terms of average muscularity, bone desity and brain size) about 10,000 years ago. Our physical decline was a natural consequence of a couple of things. First, we had already spent thousands of generations leveraging our increasingly proficient brainfunction to manipulate the natural environment (with tools, weapons, fire and shelter) to our advantage. The second factor is perhaps the most significant lifestyle change in the history of humanity: the gradual advent of agriculture. Fra Mark Sisson The Primal Blueprint.

Det vil sige at menneskehedens forfald startede da vi begyndte at slippe nomadetilværelsen ved at dyrke jorden og holde husdyr. Vores hjerner blev mindre, vi blev lavere og vores kroppe mindre muskuløse.

… naysayers misunderstood the basics of evolutionary biology and argue that our 10,000 year exposure to a high-cabohydrate diet has prompted a genetic adaption to high carb intake. This conjecture is easily refuted by genetic science and looking at the ever-expanding waistlines and escalating type 2 diabetes rates among modern humans. Like it or not, we remain hunter-gatherers from a genetic perspective and will continue to be so unless some new selection pressure present themselves in the future. Fra Mark Sisson The Primal Blueprint.

Det er sandsynligt, at et skifte fra en nomadetilværelse, hvor man flyttede sig efter fødetilgængeligheden til at bosætte sig et sted og forsøge at strukturere små samfund hvor føden i højere grad er lokalt tilgængelig, har haft konsekvenser. En mere ensidig kost har givetvist ført til udbredt fejlernæring i perioder, men meget muligt også en mulighed for at overleve kriser, hvor jæger/samleren ville være død af sult. I koldere egne har det formentlig endda været en fordel at være relativt lav og tætbygget da denne kropsbygning generelt holder bedre på kropsvarmen i kulde. Det vil sige at der har været tale om en tilpasning til omgivelserne, og efterhånden en tilpasning af omgivelserne. Noget kunne tyde på at en del af denne tilpasning ikke har været decideret genetisk betinget, da vi fx i de løbet af de sidste 100 år er blevet gradvist højere og vores hjerner tilsvarende større – formentlig som en følge af mindre sygdom og fejlernæring.

Eksempler på genetisk tilpasning de seneste 10.000 år

At der ikke skulle være sket en genetisk betinget evolution hos mennesket gennem de sidste 10.000 år har jeg dog svært ved at sluge.

Et eksempel på genetisk betinget evolution er livslang laktose-tolerance, som fx ses udbredt i Nordeuropa. I Danmark tåler størstedelen af befolkningen at indtage mælk hele livet. Rent historisk har mennesket som udgangspunkt mistet evnen til at nedbryde laktose i mælk efter dieperioden. Evnen til at tåle mælk hele livet er formentlig opstået da mennesker begyndte at domesticere husdyr for omkring 10.000 år siden – og gav disse en mulighed for at udnytte mælkeprodukter som en supplerende fødekilde. Ændringen skyldes en genetisk variation, der betyder, at genet der koder for det laktosenedbrydende enzym, laktase, ikke slukkes i løbet af barndommen.

Et andet eksempel på, at mennesket har tilpasset sig over relativt kort tid på baggrund af genetiske ændringer er hudfarve. Det er formentlig et sted mellem 10.000 og 6.000 år siden at nordeuropærere blev blege i huden. Mens mørk hud beskytter bedre mod solens skadelige UV-stråler er den mindre effektiv til at danne D-vitamin under den knapt så intense sol under nordlige himmelstrøg. Som for laktosetolerance vandt ændringen i hudfarve frem efterhånden som mennesker ændrede kostvaner baseret på dyrkede afgrøder og opdrættede dyr og reducerede indtaget af mere D-vitaminrige fisk.

Et tredje og sidste eksempel er menneskets evne til at nedbryde stivelse. Bugspytkirtlen producerer bl.a. et enzym kaldet amylase, som frigives til tolvfingertarmen og fremmer nedbrydelse af stivelse, som indtages med kosten. Derudover frigives der også amylase fra spytkirtler (spytamylase), så nedbrydningen af stivelse allerede starter når vi tygger på maden. Mennesket har flere kopier af genet for spytamylase. Faktisk er der en sammenhæng mellem antallet af kopier af genet og mængden af spytamylase, som produceres i spyttet. Man har desuden fundet, at befolkninger, der traditionelt indtager mere stivelse har flere kopier af spytamylasegenet end folk, hvor stivelse udgør en væsentlig mindre del af den daglige kost. Så det er ikke korrekt, at mennesket generelt ikke har tilpasset sig indtagelse af stivelsesholdige fødevarer.

Moderne stenalderkost vs oprindelig stenalderkost

En anden årsag til at jeg har lidt svært ved stenalderkost-konceptet er, at for mere end 10.000 har der været store geografiske forskelle på hvilken føde, som har været tilgængelig. Adgang til “alt godt fra havet” i kystnære områder har givet andre muligheder end, hvis man har boet midt inde på et kontinent.  Som nu, har klimaforskelle haft en stor betydning for hvilke dyr og planter, der har levet i de områder mennesket færdedes i – for ikke at tale om forskelle mellem verdens adskilte kontinenter.  Fortalere for stenalderkost har ofte brugt nutidige ‘isolerede’ samfund som eksempler på, hvordan kosten er og bør være sammensat. Men hvis man tager et kig på nogle af de moderne samfund, der har en livsstil, der ligger tættere på fortidens samfund finder man også en stor variation i sammensætning af kosten, hvor nogle har en overvægt af animalsk føde mens andres fortrinsvist er plantebaseret. Og rent faktisk er der arkæologiske fund, der peger på at nogle ældre samfund har haft bl.a. kerner og knolde som en del af deres føde. Pointen er, at stenalderkost har været mange forskellige ting.

Det skal også tages til indtægt, at størstedelen af de fødevarer vi kan finde i supermarkedet i dag, det være sig kød, frugt grønt og andet, ikke er de samme som var tilgængelige for mere end 10.000 år siden. Langt de fleste planter, som udgør en del af vores kost er blevet forædlede i takt med, at mennesket begyndte at dyrke jorden. Det samme gør sig gældende for de opdrættede dyr, der er endt som det kød, som kan findes i køledisken.

Er der ikke noget godt at sige om stenalderkost?

Efter min mening er det at ‘forbyde’ visse fødevarer og inkludere andre på baggrund af, hvad man tror mennesket spiste for 100.000 til 10.000 år siden ikke en lødig præmis, men mere en fiks idé, der fik ben at gå på for mere end et årti siden, og som stadig har tilhængere.

Årsagen til at der der stadig tales om stenalderkost, og at fx Marc Sisson stadig bruger ‘hulemanden’ Grok som prototypen på den ideelle mennesketype, er nok, at der trods alt er nogle fornuftige råd at hente. Et af dem tager udgangspunkt i, at rigtig mange af os er alt for afhængige af forarbejdede madvarer med ringe næringsværdi, og at det vil øge vores sundhed, hvis vi vælger gode råvarer som udgangspunkt for vores daglige kost. Et andet råd kommer i forlængelse af det første: at de fleste af os vil have godt af at reducere indtaget af kulhydrater – særligt i form af sukker, der tilsættes alskens fødevarer og snacks.