Aldringsforskere har fremsat mange forskellige bud på tiltag, der burde kunne forlænge vores levetid. Ofte ser opskrifterne lidt forskellige ud, måske delvist afhængig, hvilken projektlinje den adspurgte forsker er sporet ind på.
I specialmagasinet Overraskende ny viden om kroppen (side 124-125) har videnskabsredaktionen slået ned på 5 kosttilskud/medikamenter, der potentielt set, enkeltvis eller evt. i kombination, vil kunne vise sig at have livsforlængende effekt på menneskets levealder (på forsiden af magasinet presses citronen en anelse med teaseren: “Ny livseliksir giver langt liv i sund krop“). Jeg videregiver informationerne ganske ukritisk på listen nedenfor:
- Spermidin. Er udvundet fra bl.a. hvedekim, bønner og kål. Menes at kunne hjælpe til med at ’rydde op’ i ’affald’ i kroppens celler. Har ind til videre forlænget levetiden i dyrkede menneskeceller.
- E-vitamin. Forekommer naturligt i bl.a. avocado, nødder, vegetabilske olier. Menes at kunne begrænse skader fra frie radikaler. I observationsstudier vise nogle en effekt på levetid, mens andre ikke gør. Hos mus har man set 40% længere levetid.
- Resveratrol. Findes bl.a. i druer og gurkemeje. Menes at dæmpe inflammation og skader fra frie radikaler. Nogle observationsstudier tyder på at resveratrol giver en længere/sundere alderdom. Hos mus har man set omkring 30% længere levetid.
- Rapamycin. Lægemiddel, oprindeligt udvundet fra en jordbakterie. Menes at modulere immunforsvaret. Usikkert om det har anti-aldrings effekt på mennesker. Bliver testet på aber. Hos mus har man set omkring 25% længere levetid.
- Metformin. Lægemiddel, der anvendes til behandling af diabetes. Stabiliserer blodsukkeret. Endnu usikkert om midlet har effekt på levetid hos raske mennesker, men det er ved at blive testet. Hos mus har man set tæt på 40% længere levetid.
Leave a Reply