Her mens sensommeren endnu er over os har der cirkuleret en lille historie i diverse lokalaviser med en pointe der rider en af mine kæpheste. Den entydige titel på artiklen slår tydeligt fast, hvilken kæphest, jeg mener: Er du over 40 år? Så skal du lave hård styrketræning for at holde kroppen ung. Jeg så artiklen i lokalavisen i Frederikksund, men den kan snildt findes andre steder. Jeg ved ikke om det er en snedig pressemeddelelse fra Københavns Universitet, for der optræder ikke en forfatter på artiklen.
Budskabet i sig selv er dog ikke nyt. Der findes en række tidligere studier, som viser, at man kan hæmme aldersrelateret tab af muskelstyrke og –masse ved at træne styrketræning. Center for Sund Aldring på Københavns Universitet står dog bag et videnskabeligt studie, der har undersøgt effekten af styrketræning 3 gange om ugen i 16 uger hos mænd over 65 år. I gennemsnit sås en øgning af styrke og størrelsen af muskelfibre (hypertrofi af type II fibre). Det som er det nye i dette studie er, at tung styrketræning hos ældre opbygger forbindelsen mellem motorneuroner og muskelfibre – eller med andre ord leveret af en af forskerne fra studiet, Casper Søndenbroe:
”Vores studie viser, at man kan forbedre forbindelsen mellem nerverne i rygmarven og musklerne ved at lave tung styrketræning. Hvis forbindelsen bliver styrket, så betyder det, at kroppens funktionsniveau bliver beskyttet. Dermed er der mindre risiko for, at motorneuronerne i rygmarven dør, hvilket er essentielt for at have en velfungerende krop.”
Hvis man dykker ned i selve den videnskabelige artikel, der ligger til grund for ovenstående udsagn synes konklusionerne at være lidt mindre nagelfaste:
“In addition to increases in strength and type II fiber hypertrophy, heavy resistance exercise training led to a decrease in AChR α1 and ε subunit messenger RNA (mRNA; at 8 wk). Changes in gene expression levels of the α1 and ε AChR subunits with 8 wk of heavy resistance exercise supports the role of this type of exercise in targeting stability of the neuromuscular junction.” fra abstract til artiklen i American Journal of Physiology.
Forskerne har altså målt nogle ændringer i genekspressionen for nogle udvalgte markører, der kan understøtter at der er en bedre kontakt mellem nerver og muskelfibre i den neuromuskulære junction efter et 8 ugers træningsforløb:
“… one potential explanation for our findings is that the decline in gene expression of the α1 and the ε subunits with heavy resistance exercise reflects a strengthening of the NMJs in fibers, where a destabilized NMJs (or full denervated state of the muscle fiber) led to a rise in extra-synaptic AChR expression levels. This could potentially represent a mechanism by which resistance exercise can preserve muscle function and size with aging.” Fra discussion i artiklen i American Journal of Physiology.
Altså ikke så klar en konklusion som i “pressemedelelsen”.
Ikke desto mindre peger resultaterne i den rigtige retning – så det er utvivlsomt en rigtig god idé at have styrketræningsøvelser som en væsentlig del af sit motionsprogram når man bliver ældre (måske det egentlig bør korrigeres til: “også når man bliver ældre”).
En del af den samme forskerskare har også for ganske nylig udgivet endnu et studie, der giver yderligere støtte til værdien i at styrketræne når man bliver ældre. Her fandt de blandt andet, at der var flere satellitceller omkring type II skeletmuskelfibre (læs evt. om muskelfibertyper her) hos trænede ældre mænd sammenlignet med utrænede. Satellitceller kan opfattes som en type stamceller, der indgår i regeneration af skeletmuskelfibrene. Type II fibre er de, der typisk rammes ‘hårdest’ når vores muskler ældes.
Så endnu en gang: Ung som gammel – husk at løfte noget tungt ind imellem, for at holde styrken ved lige!
Leave a Reply