Den senere tid har jeg leget med tanken om atter at køre en måneds tid, hvor jeg kun indtager animalske produkter – den såkaldte carnivore diæt. Den tilstand af ketose, man kommer i gav mig imidlertid nogle udfordringer – i forhold til generelt energiniveau. Tilstanden, hvor jeg stort set aldrig følte sult var til gengæld fascinerende. En anden ‘bivirkning’ ved kostplanen er, at den indeholder masser af protein. Når vi bliver ældre er det særligt vigtigt at fokusere på at få tilstrækkeligt protein gennem kosten. Der er efterhånden bred enighed om, at ældre bør fokusere på at indtage mere end de generelt anbefalede 0,8 gram per kg kropsvægt – typisk 1,2 – 1,5 gram pr kg kropsvægt.
Disse tanker fik mig ledt mod nogle overvejelser omkring en modificeret kostplan, hvor man spiser ‘normalt’ i løbet af dagen og så helt og holdent fokuserer aftenmåltidet på carnivor kost – altså noget jeg vil kalde Carnivore By Night (det skulle ikke undre mig, hvis der allerede er én eller anden som har copyright på termen). Jeg forestiller mig, at denne type kostplan kunne have nogle interessante implikationer:
- Aftenens fokus på animalske fødevarer som kød, fisk, æg vil kunne medvirke til, at man får tilstrækkeligt protein
- Et måltid hovedsageligt bestående af protein (og fedt) giver kroppen byggesten til at restituere i løbet af natten
- At aftenens hovedmåltid ikke indeholder kulhydrater kan give et bredere tidsvindue for hvornår det indtages, da der ikke vil være et potentielt ‘blodsukker-spike’ til at forstyrre når det bliver sengetid
- Et stort aftenmåltid baseret på carnivor-kost kan (i alt fald for nogle) betyde, at der ikke føles et behov for efterfølgende aftensnacks, da mæthedsfølelsen kan holde sig længe
- Et rigt carnivor-måltid om aftenen kan afstedkomme, at morgensult (og formentlig formiddagssult) undgås, hvis man ønsker at undlade morgenmåltidet
- Carnivore By Night kunne være en del af en strategi for at reducere kalorieindtaget, hvis man ønsker at reducere sin vægt
Jeg har selv tænkt mig at forsøge mig med denne strategi i en velvalgt periode – og vender tilbage med en opdatering på et senere tidspunkt.
Leave a Reply