Kan aktive stoffer i grøn the og havregryn forebygge Alzheimers?

Et nyligt studie bringer begrebet nutraceuticals (på dansk: Naturmidler) på banen i forhold til mulig forebyggelse og behandling af demenssygdommen Alzheimers.

Det skal dog med det samme pointeres, at der er tale om et studie udført på transgene mus, og det er langt fra sikkert, at resultaterne kan overføres til mennesker.

Musene, som blev benyttet i forsøget, var genetisk disponerede for at udvikle en neurologisk tilstand svarende til Alzheimers med symptomer allerede 5-7 måneder efter fødslen.

Da musene var 12 måneder gamle blev nogle af dem behandlet de følgende 3 måneder med to forskellige nutraceuticals.

Stofferne var:

  • EGCG – epigallocatechin-3-gallate, der kan findes i grøn the.
  • FA – Ferulic acid (på dansk: ferulsyre), indgår i plantecellers vægge og kan findes i bl.a. havregryn, fuldkornsrugbrød, hvedeklid, soyabønner, majs, ris mm.

De behandlede mus fik 30mg/kg af enten EGCG, FA, begge stoffer på samme tid eller placebo.

Transgene mus behandlet med en kombination af EGCG & FA scorer lige så godt som kontrolmus i “Y Maze” tests.  Fra Mori et al 2019.

Det viste sig, at efter tre måneders behandling scorede de mus, der modtog kombinationsbehandling med EGCG & FA, lige så godt som normale kontrolmus i de fleste kognitive tests. Desuden fandtes et fald i niveauet af β-amyloid udfældning i musenes hjerner. Dannelse af β-amyloid plaques sættes ofte i forbindelse med udvikling af Alzheimers.

Igen skal det understreges, at forsøg på mus langt fra altid afspejler en tilsvarende effekt hos mennesker. Desuden svarer mængden af hvert af stofferne til, at et voksent menneske skulle indtage omkring 2 gram om dagen.

På den anden side skader det nok ikke at nyde en portion havregryn med en kop grøn the til morgen, ind til det bliver endeligt afklaret om det også fungerer på mennesker, og i så fald hvilke doser, der skal til for en effektiv virkning.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*