Wobblesmart vippebræt

Da jeg i sin tid begyndte at træne kampsport blev min balanceevne også forbedret, givetvis fordi der var elementer under opvarmning og tekniktræning, der netop udfordrede balancesansen.

Nu er det efterhånden nogle år siden, at jeg har haft min gang i MMA-klubben, og i løbet af de seneste par år har jeg bemærket en lille forværring i min evne til at holde balancen. Det er bestemt ikke noget der påvirker min hverdag, men i nogle situationer kan jeg mærke, at jeg lidt nemmere mister balcancen end før i tiden.

At min balance ikke er helt så god som før er nok til dels aldersbetinget, da vores neuromotoriske evner naturligt daler når vi ældes. Til gengæld fandt jeg jo tidligere, at jeg kunne forbedre min balance ved specifik træning. Så på samme måde, som jeg forsøger at hæmme aldersrelateret tab af muskelstyrke ved regelmæssig styrketræning har jeg nu indført et lille træningsprogram for min balance.

Der er en række simple øvelser, der kan anvendes til at træne statisk såvel som dynamisk balance og rigtig mange af dem kræver ikke andet end at du selv er til stede. Så det er slet ikke nødvendigt, at investere i alt muligt udstyr for at komme i gang med at træne balancen.

Da jeg ledte på nettet efter lidt inspiration faldt jeg dog over en del forskelligt, blandt andet vippebrædder. Jeg har aldig ejet et vippebræt, og har mest tænkt på det som et udstyr til genoptræning ved ankelskader. De fleste kender dem formentlig ganske udmærket; typisk designet som et cirkulært bræt, man kan stå på, forsynet med en halvkugle eller lignende på undersiden.

Det var særligt én type vippebræt der fangede min opmærksomhed; et justerbart balancebræt.

Et Wobblesmart vippebræt med antiskridbelægning.

Det bræt jeg fandt var et Wobblesmart Classic, som jeg bestilte online hos Den Intelligente Krop til omkring kr 400. Brættet forhandles dog også af en række andre firmaer, og skulle efter sigende være et dansk design. Det sætter sætter i alt fald ikke sit lys under en skæppe med sloganet: Worlds smartest adjustable wobble board.

Og jeg er enig i, at det er et pænt smart design. Oversiden er forsynet med anti-skrid belægning. Det særlige er, at ‘halvkuglen’ på undersiden kan justeres i seks niveauer – i princippet fra næsten flad til mere spids. Muligheden for at indstille det til forskellige sværhedsgrader gør brættet velegnet til både statiske og dynamiske øvelser.

Indstilling i niveau 1.
Indstilling i niveau 6.

Nu har jeg så implementeret øvelser på vippebræt i mit lille balanceprogram, og det fungerer rigtig godt, at brættet kan justeres til det niveau man er på rent balancemæssigt, hvilket for mit vedkommende varierer en del alt efter om det er en statisk eller dynamisk øvelse og om øvelsen udføres på et eller begge ben.

Forslag til øvelser affotograferet fra æsken, som brættet blev leveret i.

Så selvom jeg vil fastholde, at det ikke er nødvendigt at anskaffe for at kunne lave effektiv balancetræning, så har jeg alligevel fundet god nytte af at inkludere vippebrættet i mit regelmæssige program – om ikke andet så for variationens skyld.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*