Doug Brignole – R.I.P.

Jeg hørte først om Doug Brignole da han var på besøg hos Ric Drasin for at snakke om old school bodybuildere på sidstnævntes Youtube kanal. Brignole havde ikke åbnet munden i mange minutter før han gav et selvsikkert indtryk – én der vidste hvad han snakkede om i forhold til effekten af forskellige styrketræningsøvelser. Brignole dukkede op med jævne mellemrum i Rics program, og ind imellem sad han og viftede med en stor stak papirer, som viste sig at være et kompendium, om hvordan træningsøvelser udføres korrekt, og hvilke muskler, der trænes. Så vidt jeg ved fik han det endelig officielt udgivet i 2020 som The Physics of Resistance Exercise.

Jeg har ikke nok idrætsfysiologisk indsigt til at erklære mig enig eller uenig i mange af de råd og forklaringer Brignole har disket op med gennem tiden, men når jeg har set på hans gennemgange af forskellige øvelser så har det virket fornuftigt. Han går også for at være ekspert i biomekanik (læs fx en af hans artikler på ironman.com, hvor han gennemgår squats). Jeg har ikke haft held med at finde ud af om denne viden har baggrund i en idrætsfysiologisk uddannelse, men tænker at det i alt fald er mindst lige så meget learning by doing. Brignole har frekventeret træningslokaler i mere end 40 år, og har en længere karriere som konkurrence-bodybuilder bag sig. Allerede som 16-årig stillede han op i sin første konkurrence og vandt Mr. California og Mr. America i 1980’erne. Han har siden holdt sin fysik ved lige for at sige det mildt. Faktisk vendte han tilbage og vandt flere masters konkurrencer, blandt andet Mr. Universe som 59-årig.

Hvis man ser billeder af Brignole i topform, er det umuligt at tænke andet end, at han har styr på hvad han laver.

Ingen tvivl om at Brignoles fysik som 50+ og 60+ kan inspirere mange til at komme op af sofaen. Men uanset hvor inspirerende jeg måtte finde hans fleksende muskler, så ved jeg også, at de ikke kun er vedligeholdt på kylling, broccoli, proteinpulver og hård træning. Til Brignoles credit har han dog heller ikke lagt skjul på, at han gennem det meste af træningskarrieren har suppleret med muskelopbyggende steroider. Han har dog understreget, at han har holdt det til et minimum, så hans testosteron-niveau har ligget inden for normalområdet. Man kan naturligvis kun gisne om hvad hans definition af ‘normalområdet’ er.

I oktober 2022 blev Brignole interviewet af “carnivor-lægen” Shawn Baker, og kom her ind på sit ‘fornuftige’ forbrug af steroider, men også på træningsråd og på sin kost. Han viste også en snip af sin fysik da han på det tidspunkt var ved at gøre sig klar til en gæsteposering til en Mr. Universe bodybuilding konkurrence senere på måneden.

Da jeg så interviewet blev jeg endnu en gang bekræftet i at jeg burde lave et lille indlæg om Brignole til motivation, steroider eller ej. I en alder af 62 år virkede han både mentalt skarp og i fantastisk fysisk form.

Jeg blev derfor en kende overrasket da jeg nogle dage senere tilfældigt stødte på en overskrift, der bekendtgjorde, at Doug Brignole var død. Og ikke nok med det, internettets konspirationsteoretikere og trolde var så småt begyndt at røre på sig: Rygterne om at Brignole var død som følge af Covid-19 vaccination fik luft under vingerne. Baggrunden for at den historie kom på banen var, at Brignole som fortaler for vaccinationen havde sendt et lidt skarpt indlæg mod de amerikanske vaccine-skeptikere:

“I have enough confidence in the vaccine, based on my research, to get it done. Those of you who think the vaccine kills people can use me as a test. If I die, you were right. If I don’t die, and have no ill effects, you were wrong, and should admit it (at least to yourselves). Better yet, you should admit that you were misled, and tell the world who misled you, so other people can benefit by avoiding those fear mongers.” Doug Brignole, april 2021

Der var ingen officielle udmeldinger om, hvorvidt Brignole havde fået sin booster eller ej, men for at få manet historierne i jorden hurtigst muligt blev resultaterne fra obduktionsrapporten frigivet kort tid efter hans død: Brignole var død som følge af Covid-19 infektion.

Det virker sandsynligt, at den gæsteoptræden, han gjorde sig klar til, har tæret på kroppen og gjort ham sårbar for infektioner. Covid-19 sygdom kan derfor have ført til komplikationer, som har forårsaget hans død. Obduktionsrapporten beskrev også, at Brignole led af atherosclerose (åreforsnævring), som en faktor, der også spillede ind. Det er svært at sige om Brignoles forbrug af præstationsfremmende midler har haft en indflydelse på at Covid-infektionen endte med at ramme ham så hårdt. Desværre er han nu under alle omstændigheder på den efterhånden lange liste over bodybuildere, som døde for tidligt.

Det Brignole bør huske for er imidlertid hans store viden inden for muskeltræning. Der findes masser af eksempler på hans tips og råd om muskelmekanik på nettet. Han promoverede endda sit eget træningssystem, hvor der indgik “BRIG-20” – med de 20 bedste styrketræningsøvelser for de primære muskelgrupper. Jeg har ikke haft held med at finde en officiel liste over øvelser, men jeg er ret sikker på, at den indeholder nogle, som jeg ikke har adgang til i mit eget motionsrum (visse kabeløvelser). Måske det afslører sig, når jeg får skaffet hans bog.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*