Ikke til forhandling – Livets ligning af Chris MacDonald

Chris MacDonald er nok en af landets mest fremtrædende sundheds-motivatorer, med utallige foredrag og flere programserier på landsdækkende TV bag sig.

Jeg har stadig til gode at opleve et af hans foredrag, men jeg har fået fortalt, at hans optrædener er både underholdende og inspirerende. Da jeg faldt over Chris bog fra 2020, Ikke til forhandling – Livets Ligning, fik jeg lyst til at se om noget af denne entusiasme og inspiration mon kunne smitte af fra siderne.

Det kunne det!

Chris præciserer, at der er et evolutionært mismatch mellem menneskets natur og de forhold som vi lever under i dag. Evolutionært set er mennesket tilpasset et helt andet miljø end det vi lever i nu.

Eksempelvis, for mange tusinder af år siden var mennesket for det meste i kronisk underskud i forhold til adgang til føde, og der skulle sædvanligvis en fysisk indsats til at få tilstrækkeligt at spise. I dag er problemet det modsatte, i alt fald for de fleste af os, der lever i I-lande; vi har adgang til føde i overflod, uden at det er nødvendigt at gøre en indsats. Hvor vi før i tiden måtte indtage, hvad der var til rådighed på et givent tidspunkt uden kræsenhed kan vi nu vælge og vrage. Og grundet vores natur drages vi mod velsmagende, energitætte, sukker-, fedt og saltholdige produkter i store mængder. Produkter, der ofte er så forarbejdede, at det kan være svært at kategorisere dem som mad.

Mismatch mellem vores menneskelige natur og vores opførsel leder til en række såkaldte livsstilssygdomme, som vi stort set kunne være foruden, men som nu i stedet truer med at føre os til en sundhedsmæssig katastrofe.

Mismatch-sygdomme er altså forårsaget af, at vi som individer ikke har succes med at tilpasse vores krop og sind til de forhold, som det moderne samfund stiller os i.

Nøglen til at vinde vores sundhed tilbage ligger i at justere disse forhold så de passer til vores natur.

Chris MacDonald gennemgår i bogen en række forhold, som ikke er til forhandling, hvis vi vil korrigere for de skadevoldende mismatch.

Grundlæggende hører de forhold under 3 hovedemner:

  • Søvn
  • Bevægelse og motion
  • Kost

Jeg forestiller mig, at der er nogle som vil synes at der mangler et ganske væsentligt hovedemne: sociale relationer. Det tror jeg dog Chris bevidst har valgt at gemme til en efterfølgende udgivelse.

Gennemgangen af de 3 hovedemner, og de forhold, der ikke er til forhandling, men som vi alle i større eller mindre grad negligerer, sætter tankerne i gang – det gjordet det i alt fald for mig. Chris MacDonald har efter min mening stor succes med at fremlægge vilkårene og udfordringerne i øjenhøjde med læseren frem for fra en piedestal.

Så lige efter at have læst bogen har jeg følt mig top-motiveret på at komme i gang med at justere på nogle af disse forhold. Det kommer til at ske lidt ad gangen, og når de ændrede rutiner begynder at vakle lidt vil jeg nok vende tilbage til nogle af passagerne i bogen for at booste inspirationen igen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*