Omega 3 vs Omega 3

Nogle gange må man blot trøste sig med at det er umuligt for enhver at kunne overskue det hele…

For nylig måtte jeg trække det kort i forbindelse med, at jeg havde insisteret på at min hustru skulle til at tage et tilskud af omega 3 fedtsyrer. Hun er vegetar, og jeg har længe været overbevist om, at det ville være gavnligt for hende at indtage et tilskud, som kan kompensere for at hun ikke spiser fisk. Indtag af de polyumættede omega 3 fedtsyrer opfattes generelt som sunde, i forhold til at nedsætte risikoen for at udvikle aldersbetingede livstilssygdomme som hjertekar-sygdom, inflammation og i nogle studier med en positiv effekt på symptomer ved slidgigt, nedsat kognitiv funktion samt hedeture ved overgangsalder.

Jeg bestilte derfor en masse kapsler med hørfrøolie hjem, i den tro den ene omega 3 kilde ville være lige så god som den anden, hvadenten det var fra fisk eller frø.

Det viser sig, at den olie, som kan ekstraheres fra hørfrø, chiafrø, hampfrø og som findes i rapsolie – er ALA (alfa-linolensyre). Fiskeoliens omega 3 fedtsyrer består af EPA (eikosapentaensyre) og DHA (dokosaheksaensyre).

Det er ikke sådan at ALA ikke synes at kunne have en positiv effekt når det erstatter visse andre former for fedt i kosten. Der er undersøgelser, som peger mod at indtagelse af ALA er godt for hjertesundheden, men på flere parametre synes data at stå endnu stærkere for EPA og DHA. ALA er en essentiel fedtsyre og kan faktisk omdannes til både EPA og DHA – men i praksis er det kun en lille procentdel, der omdannes i menneskekroppen.

Hvis man ønsker den effekt, som mange af de stærkere videnskabelige studier tilskriver omega 3 gælder det om at indtage omega 3 som EPA og DHA, hvilket er den type som førnævnt findes i fede fisk. Til alt held er EPA og DHA også fundet i visse marine alger. Og naturligvis er der kommet en forretning ud af at ekstrahere omega 3 fra mikroalger, så det er muligt at købe vegetarisk omega 3 med EPA/DHA.

Så jeg må i gang med at bestille en ny forsyning hjem – og jeg tænker det kunne være en fin kombination med et mix af omega 3 tilskud med EPA, DHA og ALA, så min tidligere ignorance alligevel bliver reddet en smule.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*