Multivitaminer på recept

Professor i ernæring og sundhed fra Københavns Universitet, Susanne Gjedsted Bügel, har været lidt i vælten igen på det seneste, både i Berlingske Tidende og i Aftenshowet på DR1.

Her har hun slået på tromme for at multivitaminpræparater gør mere skade end gavn – og at udbredelsen af dem bør begrænses til at kunne blive udleveret ved lægeordineret recept.

Så vidt jeg har forstået bygger argumentet hovedsageligt på en artikel fra 2024 udgivet i JAMA Network Open, og som jeg tidligere har kommenteret på i et tidligere indlæg. Professor Bügel henviser i alt fald til en lille øgning i relativ risiko på omkring 4% i forhold til at falde død om, hvis man dagligt indtager en vitaminpille. Dog er tallet kun signifikant i den første tidsperiode, som forskerne har inddelt studiet i, altså de første 12 år. I de følgende 15 år er risikoen ikke signifikant. Det får mig til at mistænke, at der kan være alle mulige andre forklaringer end indtag af vitaminpiller eller ej, som er skyld i den lille stigning, der kunne observeres.

Dertil skal lægges, at der er studier, der peger mod, at der kan være en lille kognitiv gevinst ved at tage multivitaminpiller, hvis man er ældre.

Så jeg tror der bør komme flere data på bordet før det giver mening at diskutere hvorvidt almindelige vitaminpiller skal fjernes fra supermarkedshylderne.

Men det er interessant, at det muligvis ikke gør en forskel, hvorvidt man får vitaminer og mineraler i de doser, som når op på det anbefalede daglige indtag (Recommended Intake, RI). Det anbefalede daglige indtag er en værdi for vitaminer og mineraler der er sat til at være to standardafvigelser højere end gennemsnitsbehovet (Average Requirement, AR). Med tanke på at det er de færreste, der lever op til kostanbefalingerne, heriblandt omkring indtag af frugt og grønt, må det næsten betyde at i forhold til risikoen for at dø er det tilsyneladende ikke nødvendigt at gå særligt nøje op i et regelmæssigt indtag af diverse vitaminer og mineraler.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*