Indtag af multivitaminpiller giver ikke bedre overlevelse

… i alt fald hvis du er sund.

Det har gennem årtier været en tilbagevendende diskussion hvorvidt det gavner at tage en daglig multivitaminpille.

Tilbage i juni måned faldt jeg over en artikel på nyhedssitet MedicalXpress (via National Cancer Institute), der bekendtgjorde, at Large analysis finds that for healthy adults, taking multivitamins daily is not associated with a lower risk of death. Artiklen henviser til en videnskabelig analyse af over 390.000 amerikanere, baseret på tre cohorte-studier. Artiklen udkom i juni 2024 i tidsskriftet JAMA Network Open.

Som det kan læses af overskriften blev der selekteret i datamaterialet således, at de udvalgte  (voksne) personer ikke led af kroniske sygdomme eller tidligere havde fået konstateret kræft; dvs. et forsøg på at sammenligne ensartede grupper, hvor forskellen var, at den ene indtog en daglig multivitaminpille og den anden ikke gjorde (en tredje gruppe, der indtog en vitaminpille ind imellem bidrog ikke med væsentlig yderligere information).

Konklusionen var, at indtagelse af multivitaminpiller ikke ændrer signifikant på levetiden i en opfølgningsperiode på over 20 år, hvis du er sund og rask, som udgangspunkt.

Tidligere studier, også et større randomiseret placebo kontrolleret forsøg, der kørte over længere tid, har kunnet konkludere tilsvarende, at multivitaminpiller ikke gør en forskel i forhold til at forhindre dødsfald.

Det var min plan at rapportere om analysen, men der kom andre sommerplaner i vejen og i mellemtiden er bl.a. DR Nyheder vendt tilbage fra sommerferie og har også fundet reference til artiklen, og resultatet: Nyt studie: Du lever ikke længere af at spise multivitamintabletter.

I DR Nyheders rapportering har budskabet fået et lille twist på baggrund af en udtalelse af Susanne Gjedsted Bügel, professor på Københavns Universitet, Institut for Idræt og Ernæring:

“De fleste af dem, der har haft forstand på vitaminer og mineraler, har tidligere sagt, at du kan da godt tage en vitaminpille for en sikkerheds skyld, men inden for de sidste 20 år har det paradigme ændret sig, så vi nu siger: Ja, måske skulle du lade være for en sikkerheds skyld.” Professor Susanne Gjedsted Bügel til DR Nyheder.

På baggrund af det aktuelle studie i JAMA giver det dog ikke belæg for at anbefale at undgå at indtage en daglig multivitaminpille “for en sikkerheds skyld”, da det hverken for mænd eller kvinder statistisk set gjorde fra eller til i forhold til dødsfald. Der var spøjst nok en lille signifikant forhøjet dødelighed generelt for personer <55 år, der indtog vitaminpiller, men ikke i grupperne >55 år. Man kunne mistænke, at data blev forstyrret af en parameter, som der ikke var taget højde for, men så vidt jeg har kunnet se er resultatet ikke blevet diskuteret i den videnskabelige artikel.

Som jeg skrev ovenfor så fokuserede forfatterne af den videnskabelige undersøgelse på voksne personer, som var uden kroniske sygdomme, og formentlig har opretholdt en relativ sund livsstil. For andre befolkningsgrupper kunne det se anderledes ud.

Forfatternes fokus på at benytte dødsfald som et mål for udbyttet ved (eller snarere mangel på samme) at indtage en daglig vitaminpille er heller ikke ensbetydende med, at der ikke kan være andre fordele ved at åbne pilleglasset. Forskerne peger selv på et andet nyt studie fra 2024, som viser, at regelmæssigt indtag af multivitaminpiller for ældre giver en lille kognitiv gevinst.

Så debatten om vitaminpillen er nok ikke helt slut.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*