Dropfinger

Jeg har heldigvis været forskånet for rigtig alvorlige skader, men i løbet af de år jeg har trænet er jeg dog løbet på en del mindre af slagsen. De fleste af de skader, jeg har pådraget mig, er ved kampsportstræning. Det samme gør sig gældende for den skade jeg fik for nylig. Denne skade har jeg dog ikke prøvet, endsige hørt om, før. Måske det er endnu et af de små tegn på, at det er ved at være på tide, at for alvor tage denne form for træning op til revision.

Det var ved såkaldt ‘fri grappling’, at jeg væltede min træningsmodstander omkuld og i den efterfølgende tumlen rundt blev min hånd fanget under hans krop. Jeg tænkte, at det blot var en mild forstuvning, så jeg tog ikke videre notits af det, og trænede videre.

Efter et par uger var fingeren stadig øm, hvilket jeg slog hen med, at jeg jo ikke holdt den helt i ro. Jeg trænede jo stadig, og tapede den blot sammen med nabofingeren når jeg tog til kampsport. Men jeg bemærkede, at ømheden og hævelsen var værst øverst på fingeren, og at jeg ikke kunne rette fingeren helt ud – den hængte i yderste led.

Det tog ikke mange sekunder for lægen at konstatere, at der var tale om en såkaldt dropfinger. Det er et begreb jeg ikke havde hørt om før, men det er nok tilgiveligt da den del af lægecurriculum aldrig har været en del af mit pensum.

En dropfinger kommer af, at strækkesenen, der sidder på oversiden af fingeren, ikke længere er hæftet til knoglen. Hvis man er særlig uheldig kan senen være løsnet ved, at et stykke af knoglen, hvor senen hæfter, er brækket af. I mit tilfælde var det formentlig en delvis overrivning, da der var en lille smule bevægelighed af leddet, når jeg ihærdigt forsøgte at rette min finger ud. Jeg fandt senere ud af, at den engelske betegnelse er mallet finger eller baseball finger, og fandt en udmærket hjemmeside, der beskriver skaden, på OrthoInfo.

Opskriften på helbredelse var at fiksere fingeren fuldstændig i 4-6 uger i træk, så senen selv kunne vokse sammen. Det betød absolut ingen bøjning af fingeren i utide, da jeg ville kunne komme til at overrive senen, igen, hvis den ikke var helet ordentligt. Og den lavpraktiske løsningsmodel var en lille skumbeklædt metalskinne, der blev fikseret med en halv rulle gaze. Fingeren var nu i permanent udstrukket tilstand, men hånden var nu hverken til at stikke i en handske, i lommen eller bare holde ordentligt på ting. Lægen kunne nok se den mine jeg stillede op da jeg sad med gazeklumpen foran mig, så han gav mig et par velmenende ord med på vejen om, at hvis jeg var kommet på akutmodtagelsen, kunne jeg have fået en skinne med et mere hensigtsmæssigt design – med indbyggede strips.

Da jeg kom hjem var mit første træk at trække gazen af og i stedet fiksere skinnen med lidt sportstape. Det var meget mere brugervenligt, og blev også den løsning jeg holdt mig til, da Google-søgninger ikke ledte mig til en butik med mere velegnede designs. Med en rulle sportstape i baghånden kunne jeg jævnligt skifte ud og ind imellem lade fingeren lufte ved at presse hånden mod en bordplade eller ind til kroppen, så jeg ikke risikerede at bøje fingeren når den fik lidt frihed.

Udover at kunne tage en handske på når det var koldt kunne jeg også andet end at løbetræne med skinnen på. At holde på en håndvægt var dog ikke nemt, selvom visse øvelser godt kunne udføres med lette vægte. Efter lidt tilvænning med min strittende finger, gik det også godt med roning ved lav intensitet, så det endte faktisk med at være min favorittræning i perioden.

Her efter 4 uger kriblede det dog for alvor for at få skinnen af, ikke mindst fordi det begyndte at svie på huden under skinnen. Som tiden gik var jeg blevet mere og mere sløset med at tage skinnen af og lufte fingeren med jævne mellemrum. Huden var blevet rød og inficeret med svamp, fremmet af al den fugt, der samlede sig under skinnen bl.a. under træning. Et par påsmøringer med receptpligtig Mildison creme, gjorde dog underværker, og gav mig inspiration til at lade skinnen ligge når jeg ikke skulle være for aktiv.

Efter 5-6 uger begyndte jeg at motionere fingeren en smule. Der er genskabt bevægelighed i leddet, om end der  nok skal lidt genoptræning til før jeg kan bøje den helt sammen igen.