I 1500-tallet levede en italiener ved navn Luigi Cornaro. Efter et voksenliv med for meget mad, vin og hor led han af dårligt helbred. Han tog derfor en drastisk beslutning om at lave helt om på sin levevis, hvilket omfattede en seriøs ændring af sine kostvaner. Efter sigende tillod han sig selv at spise blot 350g mad og drikke lidt under en halv liter vin om dagen. Resten af sit liv efterlevede Cornaro sine principper, og han forblev rask og rørig i en høj alder. På opfordring skrev han om sine gode råd til en sund alderdom. Dette var i en tid, hvor den generelle opfattelse var, at alderdommen var én lang pinsel, der først blev forløst ved døden. Der er lidt tvivl om hvor gammel han egentlig nåede at blive; de fleste optegnelser lister, at han var enten 98 eller 102 år ved sin død.
Men er hemmeligheden bag et langt liv en permanent restriktiv kostplan? Det er der i alt fald nogle, der er overbevist om. Der findes en række grupper, som promoverer kalorierestriktion (eng: calorie restriction, CR), bl.a. CR Society International, der har eksisteret siden 1994. Denne organisation, og andre CR-tilhængere baserer deres dokumentation på en række dyreforsøg.
Forsøg på gnavere
I 1935 publicerede McCay og kolleger resultaterne af forsøg med at sammenligne levetiden for to grupper rotter. Den ene gruppe havde fri adgang til føde, mens den anden havde begrænset adgang, men tilstrækkeligt til ikke at udvikle symptomer på underernæring. Forsøget viste tydeligt, at rotterne der fulgte en CR kostplan levede længere end de, der havde adgang til føde ad libitum.
Samme tendenser har kunnet observeres ved studier af andre dyr som mus, bananfluer (D. melanogaster) og rundorme (C. elegans). Der er endda fundet en gradueret effekt af CR i musestudier.
Forsøg på aber
Der er naturligvis forskel på mus og mennesker, og der er ingen garanti for, at observationer fra fjerntbeslægtede og relativt kortlivede dyr kan ekstrapoleres til homo sapiens. Til gengæld er det ikke enkelt at udføre tilsvarende studier på mennesker, netop fordi vi lever så længe. Så resultaterne fra eventuelle studier vil være lang tid undervejs. Retrospektive studier er også problematiske, da der er en masse andre faktorer end blot kalorieindtaget, som er svære at tage højde for.
Nogle forskergrupper har derfor valgt at fokusere på at undersøge primater (rhesus aber), der er noget mere nært beslægtet med mennesker. I denne sammenhæng er der to studier, der typisk trækkes frem i diskussionen omkring effekten af CR. Det interessante er, at resultaterne peger i lidt forskellig retning – i alt fald kræver de yderligere forklaring.
Det ene forsøg blev påbegyndt i 1987 (på National Institute of Aging, NIA), og er pt. endnu ikke endeligt afsluttet, men forskerne har kunnet konkludere, at der ikke er er forskel på den gennemsnitlige levetid, hvad enten aberne fik CR kost eller ej. Det andet forsøg blev startet op i 1989 (på Wiscounsin National Primate Center), og afsluttet i 2014. Resultaterne herfra er, at der i forsøgsperioden var et lavere antal aldersrelaterede dødsfald i CR gruppen sammenlignet med kontroller. Det samme gjorde sig gældende når alle typer dødsfald blev talt med, om end det så var knapt så markant (dødsfald inkluderede dog komplikationer ved bedøvelse og skader efter uheld).
Hvorfor levede rhesusaberne længere på en CR kostplan i det ene forsøg, men ikke det andet? En af forklaringerne kan formentlig findes i forskellene på forsøgsopsætningen. I Wiscounsin-forsøget havde kontrolaberne fri adgang til føde, og i kosten var 45% af kostens kulhydrater fra sukker. I NIA-forsøget havde kontrolaberne ikke fuldstændig fri adgang til føde, mens aberne på CR kost fik en reduktion på 30% i calorieindtag. Desuden var kosten rigere på protein og fibre, med mindre fedt, og under 7% af kulhydraterne var fra sukker.
En af forskerne fra Wiscounsin-studiet, R. Colman, foreslår, at de to studier hver for sig muligvis drager paralleller til menneskegrupper, på hver deres måde. Kontrolaberne i Wiscounsin-forsøget, med fri adgang til føde og relativt højt sukkerindhold i kosten, kunne svare til typiske amerikanere med usunde kostvaner, mens kontrolaberne i NIA-forsøget kunne modsvare personer, der indtager en almindelig sund kost. Faktisk udviklede en stor del af kontrolaberne i Wiscounsin-forsøget symptomer på diabetes. Hvis det skulle ende med at blive den samlede konklusion på de to forsøg, peger det på, at det er tilstrækkeligt at spise sundt og mådeholdent frem for en livsstil, hvor der er et permanent fokus på at holde sig på et minimalt kalorieindtag.
Så selvom forsøg på rotter, mus og bananfluer peger i én retning, er der et stykke vej til at kunne drage endelige konklusioner for hvad der gør sig gældende for aber – og endnu længere hvad angår mennesker. Så debatten om hvorvidt kalorierestriktion er for drastisk et indgreb eller en effektiv livsforlængende løsning, er endnu ikke slut.
Kalorierestriktion – et simpelt princip, men svært at sælge
Hvis det viser sig, at kalorierestriktion er en metode til at øge livslængden hos mennesket vil det være en interessant observation. Men vil det gøre en større samfundsmæssig forskel? De fleste mennesker har en fornemmelse af hvis de spiser for meget og for usundt – i det mindste når de træder op på vægten eller ser sig i spejlet. Og det skorter ikke på oplysning til folket om helbredsmæssige konsekvenser og tab af livskvalitet som følge af kraftig overvægt. På trods af dette er vi midt i en fedmeepidemi. Det er de færreste mennesker, der har evnen til at holde en striks diæt et helt voksenliv, når der er adgang til føde ad libitum. Her vil budskabet om at reducere fødeindtaget til et absolut minimum, for at få nogle ekstra år på livskontoen formentlig falde rimelig hurtigt til jorden.
Kilder:
Luigi Cornaro. Wikipedia
McCay CM, et al. (1935). The effect of retarded growth upon the length of lifespan and upon the ultimate body size. Journal of Nutrition. 10:63-79
Weindruch R, et al. (1986). The retardation of aging in mice by dietary restriction: longevity, cancer, immunity and lifetime energy intake. Journal of Nutrition, April, 116(4), pages 641-54
Mattison JA, et al. (2012). Impact of caloric restriction on health and survival in rhesus monkeys from the NIA study. Nature. 489(7415):318-21.
Colman RJ, et al. (2014). Caloric restriction reduces age-related and all-cause mortality in rhesus monkeys. Nature Communications. 5:3557.
Mattison JA, et al. (2017). Caloric restriction improves health and survival of rhesus monkeys. Nature Communications. 8:14063.
Maia Szalavitz. Want to live longer? Don’t try caloric restriction. Time. 29.8.2112.
Leave a Reply