Her er en lille opdatering på positive effekter D-vitamin kan have på helbredet.
Tilstrækkeligt D-vitamin i blodet kan minimere risikoen for at udvikle type 2 diabetes for prædiabetikere
I en nylig litteraturanalyse udvalgte forskere tre kvalitetsstudier til en metaanalyse af hvorvidt D-vitamintilskud kan mindske risikoen for udvikling af type 2 diabetes, hvis man er prædiabetiker. Overordnet viste analysen, at der var en lille, men signifikant effekt ved at indtage D-vitamin, på den måde at forstå, at ved at indtage vitaminet reduceredes risikoen for at udvikle diabetes med 15%. Forfatterne til artiklen har været så venlige at oversætte det til en absolut værdi; en reduktion på 3,3% over 3 år. Det svarer til at gennemsnitligt hver 30. prædiabetiker ikke vil udvikle diabetes ved at indtage D-vitamin.
Det bliver en del mere interessant, hvis man sammenligner de deltagere, der holdt et højt niveau i blodet (>50 ng/mL = 125nmol/L) sammenlignet med dem der havde et lavt niveau (<30ng/mL = <75nmol/L); her var der en reduceret risiko på 76%, eller en absolut reduceret risiko på 18% over 3 år.
Det vil altså sige, at der er en væsentligt forhøjet risiko for at udvikle diabetes (i alt fald for prædiabetikere), hvis man har lavt niveau at D-vitamin i blodet. Så et godt råd til prædiabetikere vil være at få tjekket niveauet af D-vitamin og sørge for at få det boostet, hvis det ligger lavt.
Behandling med D-vitamin kan give et mildere forløb ved COVID-19 infektion
En ny metaanalyse (I), der grundigt har udvalgt de 5 mest lødige videnskabelige studier med randomiserede kontrollerede kliniske forsøg, der har undersøgt betydningen af vitamin D tilskud i forbindelse med hospitalsindlæggelse på grund af COVID-19 infektion. Grundlæggende understøtter artiklen tidligere tidligere metaanalyser (II, III), der også inddrog andre kliniske forsøg.
Det skal nævnes, at strategien for D-vitamin tilskud varierede en del mellem de forskellige studier, der blev medtaget i analyserne, men generelt omfattede det relativt højde doser.
“The present systematic review and meta-analysis revealed that while vitamin D supplementation did not significantly reduce the risk of COVID-19 infection, it was associated with a lower mortality rate and risk of ICU admission in patients hospitalized with COVID-19.” Hosseini et al 2022.
“In conclusion, the positive results highlighted again and now validated by TSAs suggest that an indisputable association between vitamin D supplementation and the protective effect on ICU admission can be considered definitive evidence.” Argano et al 2023.
Det virker som om at data omkring positive effekter ved D-vitamin i forhold til infektion med COVID-19 er begyndt at hobe sig op i et omfang, der gør, at sundhedsmyndighederne bør tage det in mente, selvom det nu er lige lovligt sent i forløbet. Det er dog sandsynligt, at D-vitamin kan have tilsvarende effekt ved lignende virusinfektioner, så ved evt. fremtidige epidemier/pandemier er det værd at have i tankerne.
Ældre er i risiko for at have for lavt niveau af D-vitamin
Jeg faldt over et studie, der havde undersøgt D-vitaminstatus hos ældre i aldersgruppen 65-93 år (ca 1000 personer). Det var godt nok baseret på undersøgelser af tyskere (Augsburg i syd-Tyskland), men kan formentlig godt sammenlignes med forholdene i Danmark. I alt fald havde 52% et D-vitamin niveau på <20ng/mL (= 50 nmol/L). Forfatterne henviste desuden til at andet tysk studie, hvor det blev rapporteret at knapt 70% kvinder og 63% mænd i alderen 65-79 år havde et tilsvarende lavt niveau af D-vitamin.
Også i Danmark opfattes et niveau på <20 ng/mL (= 50 nmol/L) D-vitamin i blodet som D-vitamininsufficiens, mens <10 ng/mL (= 25 nmol/L) opfattes som decideret D-vitaminmangel. Det diskuteres stadig, hvad der er et optimalt niveau af D-vitamin i blodet. Nogle bud ligger på 30-60 ng/mL (75-150 nmol/L). Hvis man lider af knogleskørhed anbefales et niveau på >30 ng/mL (= 75 nmol/L) året rundt.
Så hvis du hører til i den seniore ende, er det anbefalelsesværdigt at kende til sin D-vitaminstatus, og sørge for at det holder sig i det anbefalede område – også om vinteren, hvor risikoen for at pådrage sig infektioner er større.
Leave a Reply