
Nedenfor er Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet. Aktivitet og bevægelse er vigtigt i alle aldersgrupper, men jeg har valgt blot at inkludere to (18-65 år & +65 år), der har relevans for bloggens målgruppe.
Generelt om fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet er vigtig for helbredet
Fysisk aktivitet forlænger livet, gør risikoen for sygdomme mindre og har en betydelig forebyggende effekt på for tidlig død.
Sygdomme, hvor vi ved at fysisk aktivitet har en forebyggende effekt, er hjertekarsygdomme, type-2 diabetes, metabolisk syndrom og tyktarmskræft.
Hvad viser forskningen?
Den aktuelle forskning af fysisk aktivitets effekt på kroppen viser at:
- Personer, som normalt er inaktive, kan forbedre deres helbred ved at bevæge sig regelmæssigt.
- Personer i alle aldre, børn, voksne, ældre, kvinder som mænd, opnår positive fysiologiske ændringer som følge af fysisk aktivitet.
- Fysisk aktivitet behøver ikke at være anstrengende for, at man opnår sundhedsmæssige fordele.
- Fysisk aktivitet har mange positive effekter på kroppens funktioner. Virkningerne på hjerte, kredsløb og muskler har i mange år været kendt. Fysisk aktivitet har også en positiv indflydelse på stofskiftet og på hormonsystemet.
- Nogle af de positive effekter fra fysisk aktivitet – både fra udholdenhedstræning og fra styrketræning – aftager i løbet af få uger.
Anbefalinger om fysisk aktivitet
18-64 år – 30 minutter om dagen ved moderat til høj intensitet
- Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Aktiviteten skal være med moderat til høj intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter.
- Mindst 2 gange om ugen skal der indgå fysisk aktivitet med høj intensitet af mindst 20 minutters varighed for at vedligeholde eller øge konditionen og muskelstyrken. Der skal indgå aktiviteter, som øger knoglestyrken og bevægeligheden.
- Fysisk aktivitet ud over det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.
Almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter
Er de aktiviteter, du hyppigt udfører i dagligdagen af kort varighed (under 10 minutter) uanset intensitet.
Moderat intensitet
Er fysisk aktivitet, hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens.
Høj intensitet
Er fysisk aktivitet hvor du føler dig forpustet og har svært ved at føre en samtale.
+65 år – 30 minutter om dagen ved moderat intensitet
- Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Aktiviteten skal være med moderat intensitet og ligge ud over almindelige kortvarige dagligdags aktiviteter. Hvis de 30 minutter deles op, skal aktiviteten vare mindst 10 minutter.
- Mindst 2 gange om ugen skal der indgå aktiviteter af mindst 20 minutters varighed, som vedligeholder eller øger konditionen og muskel- og knoglestyrken.
- Lav udstrækningsøvelser mindst 2 gange om ugen af mindst 10 minutters varighed for at vedligeholde eller øge kroppens bevægelighed. Udfør desuden regelmæssigt øvelser for at vedligeholde eller øge balanceevnen.
- Fysisk aktivitet ud over det anbefalede vil medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.
Almindelige kortvarige dagligdagsaktiviteter
Er de aktiviteter, du hyppigt udfører i dagligdagen af kort varighed (under 10 minutter) uanset intensitet.
Hvorfor smidigheds- og balanceøvelser?
Øvelser, der vedligeholder eller øger kroppens smidighed og balanceevne er for at opretholde evnen til at klare dagligdagsfunktioner og for at reducere risikoen for fald eller andre skader i hverdagen.
Hvis du har en diagnose
Hvis du får stillet en diagnose, hvor fysisk aktivitet er en del af behandlingen, bør du være fysisk aktiv på en måde og i et omfang, der er effektivt i forhold til diagnosen og samtidig tager hensyn til din mobilitet. Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal være fysisk aktiv i forbindelse med din diagnose så tal med din læge.
Moderat intensitet
Er fysisk aktivitet, hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens.
Informationer fra Sundhedsstyrelsens hjemmeside (senest opdateret 27. januar 2016)
Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Leave a Reply