Taurus Selectabell håndvægte

Jeg har tidligere skrevet om at mit motionsrum er skrumpet. Det er også grunden til at jeg har været ude og investere i et sæt justerbare håndvægte, da de er ganske pladsbesparende i forhold til de 5 sæt af fastvægte jeg plejede at have til rådighed. Mit valg faldt på et sæt Taurus Selectabell håndvægte med en maksimal vægt på 25 kg. Mine fastvægte gik op til 30 kg, men jeg tog en beslutning om at jeg må kompensere for den lavere vægt med nogle flere gentagelser, selvom der faktisk kan købes en model, der går op til 35 kg.. 

 

Princippet ved justerbare håndvægte

Fordelen ved de justerbare håndvægte er at man får flere vægte i én, så de fylder sammenlagt mindre end fastvægte, og man kommer hurtigere fra fx en 10kg vægt til 20kg ift. at skulle løsne spænder, sætte skiver på og stramme spænder på gammeldags manér. Systemerne tillader at man nemt indstiller den ønskede vægt og løfter vægtstangen med vægtskiver fri af resten af skiverne. Selve mekanismen kan være forskellig. Groft sagt har nogle systemer en fast længde på vægtstangen, og så hænger vægtskiverne fast så det svarer til den ønskede vægt, mens for andre systemer justeres længden på håndvægten efter antallet af vægtskiver, der sidder på. Bowflex er et eksempel på det første mens Selectabell er et et eksempel på det sidste.  

Den letteste og den tungeste version af håndvægtene.

 

Indstillingsmuligheder

Hver håndvægt kan indstilles fra 4½ kg til 25 kg. Indstilling af selve vægtskiverne sker i 4½ kg intervaller: 4½, 9, 13½, 18 og 22½ kg; der er 4 vægtskiver på hver side af håndvægten.. Derudover er der en “finindstilling” af en satellitvægt inde ved håndtaget, som kan sættes til 0, 1,25 eller 2½ kg. Det betyder at det er muligt at tillægge enten 1,25 kg eller 2½ kg til de førnævnte 5 indstillinger på vægtskiverne. Måske det umiddelbart lyder lidt forvirrende; det er det heldigvis slet ikke. I praksis er det ganske ukompliceret at justere vægten på både skiverne og ved håndtaget. Faktisk er det ret genialt, for det giver i princippet 15 indstillingsmuligheder. Derudover er der ingen hindring for at lave en asymmetrisk indstilling, men med de andre indstillingsmuligheder bliver det næppe nødvendigt.

‘Finjustering af håndvægten med intervaller på 1,25 eller 2½ kg.

 

Selectabell håndvægten er længere end fastvægte

For en god ordens skyld giver jeg lige længdemålene for håndvægten, da det kan være et potentielt issue for nogle: 24½ cm for den letteste vægt (4½, 5,75 & 7kg) og 42 cm for den tungeste (22½, 23,75 & 25kg). 

42 cm er pænt langt for en håndvægt, og ved biceps curls synes jeg man skal være lidt opmærksom på rotationen ved udførsel af øvelsen. Dog har jeg overhovedet ikke oplevet det som problematisk. Ved andre øvelser hvor al vægt er på har jeg ikke bemærket at vægten kan komme i vejen. Faktisk er Selectabell systemet ret smart udtænkt i denne sammenhæng; vægten er ikke længere end den yderste vægtskive, til forskel fra andre systemer, som fx Bowflex. Det kan godt føles lidt klumset at stå og svinge med en næsten 50 cm lang vægtstang med blot 5 kg på.  

 

Erfaringer ved brug

Overordnet har jeg været ganske tilfreds med skiftet til de kompakte justerbare håndvægte. Indstillingen til den ønskede vægt går hurtigt og smertefrit. Der har dog været et par situationer, hvor jeg har overset, at vægten har været indstillet til omkring 10kg og så uforvarende har revet dem op fordi jeg forventede at de vejede det dobbelte, hvilket blot er manglende opmærksomhed fra min side. I forhold til materialer så virker håndvægtene ganske robuste, dog tænker jeg at det vil kræve noget service, hvis man kommer til at tabe én på gulvet. Jeg har endnu ikke haft mod på at lave triceps extensions, hvor man løfter håndvægten vertikalt over hovedet, selvom det skulle den også kunne holde til. Ved den tungeste indstilling er håndvægtene en anelse lange, og svarer nogenlunde til den samlede længde på vægtstangen for Bowflex systemet. Til gengæld er vægtene tilsvarende kortere når der løftes mindre vægt. Det er ikke tilfældet for Blowflex vægtene, hvilket jeg har fundet lidt akavet. Som nævnt tidligere har jeg generelt ikke haft issues ved at de tunge vægte er lidt lange, udover ved biceps curls. Men oftest har jeg slet ikke den yderste vægtskive på ved denne øvelse, så det er ikke noget jeg reelt har opfattet som et minus. Hver håndvægt kommer med en holder til at sætte den i. Håndvægten skal sættes ret præcist ned i holderen for at tillade at man kan justere på vægten. Holderen er desuden lavet af plastic, og jeg mistænker den for at kunne flække, hvis man får sat vægtene lidt hårdt ned. Ind til videre har holderne dog holdt fint, og man kan forhåbentlig bestille nye hvis man skulle være uheldig. Det skal lige siges, at selvom det er en fordel at sætte vægten i holderen, da den fikserer de løse vægtskiver, så kan man godt sætte vægten på gulvet og stadig justere til en lettere vægt. 

Øverst: de fikserede vægtskiver som er efterladt når man har løftet 4½ kgs håndvægten ud. Nederst: den tomme holder når al vægt er løftet ud.

Overordnet har jeg været rigtig tilfreds med mit køb, også selvom denne type vægte ikke er billige. Jeg gav omkring kr 5200,- for 2 håndvægte samt et stativ hos Fitshop. Stativet er bestemt ikke nødvendigt, hvis man har et robust bord eller en kommode at stille dem på. Jeg må også hellere nævne, at udover den større model på 35 kg kan man også købe en model der går op til 22½ kg – her skal man blot være opmærksom på, at der ikke er mulighed for de mellemliggende ‘fininstillinger’ på 1.25/2½ kg.

 

Fordele

  • Kompakt; optager ganske lidt plads
  • Nemt at indstille vægt
  • Op til 15 indstillingsmuligheder i intervallet fra 4½ til 25 kg
  • Længden på håndvægten varierer med vægten (det er ikke tilfældet for alle systemer)

Ulemper

  • Ved de tungere indstillinger er håndvægten længere end tilsvarende fastvægt
  • Mindre robust end fastvægte; tab den ikke på gulvet
  • Skal sættes ret præcist i holder for at tillade justering af vægt
  • Bevægelige dele, som med tiden kræver vedligehold
  • Relativt høj pris

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*