Jeg har længe haft en aftale med mig selv om, at fredag og lørdag er de dage hvor jeg har fripas til at spise præcis hvad jeg har lyst til.
For nylig tog jeg mig selv i at tænke, at der var sket et mindre skred i min indstilling til, hvornår det er ok at indtage unødige calorier. Så mens jeg guffede en croissant fra Too Good To Go til fyraftenskaffen besluttede jeg mig for at registrere mit indtag af nogle af de overflødige snacks over mindst en måned.
Præmissen var at fortsætte med at spise nogenlunde som jeg havde gjort den seneste tid. Jeg brugte udelukkende krudt på at registrere slik, kage, is og chips.
Faktisk synes jeg, at jeg ikke ændrede adfærd i væsentlig grad selvom jeg løbende skulle taste junk-calorier ind i MyFitnessPal.
Jeg registrerede mit indtag over 38 dage. Og jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor mange tomme calorier, der var røget indenbords.
Det blev til 535 tomme kcalorier pr dag i gennemsnit. Jeg havde blot 5 dage med 0 calorier i løbet af de 38 dage. Tre af dagene kom jeg til gengæld over 1000 kcalorier (højdespringeren var på 1600 kcalorier). De to af dagene var ved sociale arrangementer.
Selvom jeg ikke indtager store mængder af sukkersødet sodavand, juice, øl og kaffe med sukker, så ryger der da lidt indenbords i ny og næ. Og det skal jo lægges oven i, da jeg ikke talte det med i min opgørelse.
Så det lille overvågningsforsøg har gjort det klart for mig, at jeg bør justere lidt på mine vaner – som fx at tage et stykke frugt som en snack frem for et stykke kage. Det kan dog være lettere sagt end gjort. En af de ting, der plejer at virke bedst for mig er at undgå at have de fristende ting i køkkenskabet når det ikke er meningen, at de skal ende på bordet. Så det næste stykke tid handler det om at være lidt mere opmærksom på at lægge sundere snacks i indkøbskurven.
Leave a Reply