Som det fremgår af et andet indlæg her på bloggen blev jeg nysgerrig efter at kende min D-vitamin status i vinterhalvåret når det ikke er solen, men kosten (og kosttilskud) der skal holde niveauet ved lige.
Jeg faldt over Cerascreen, som tilbyder enkle hjemmetests for måling af ikke bare D-vitamin, men også B12- vitamin, Q10, jern, kolesterol, omega 3 og mineraler (magnesium, zink og selen).
Der findes andre tests der kan måle blodværdier for D-vitamin. Letsgetchecked, som jeg har benyttet mig af i anden forbindelse har et produkt, der dog er mindst dobbelt så dyrt. Med24.dk sælger et produkt fra Preventis, som koster omkring kr. 250,-, og der er nærmest instantan svartid, da prøvesvaret aflæses via mobilkameraet og en app. Jeg er dog umiddelbart lidt skeptisk ved metodens præcision, så det har afholdt mig fra at prøve det produkt.
D-vitamin testen fra Cerascreen koster pt. omkring kr. 300,- inklusive levering og returforsendelse, og ind imellem kan det lade sig gøre at få produktet med yderligere rabat (prøv at google “sol vitamin cerascreen” for pakke med 2 tests). Foranstående priser og links er gældende pr februar 2020…
Selve proceduren for at lave blodprøven er ganske enkel:
- Udpak indholdet af æsken
- Vask hænder under lunkent vand i 15-30 sekunder – stimulerer blodcirkulationen
- Sving armene i cirkler 5-10 gange for at stimulere cirkulationen af blod yderligere
- Aftør stikkestedet (typisk ring- eller langefinger på den ene hånd) med alkohol-serviet
- Når området på fingeren atter er tørt så prik hul på huden med lancet
- Aftør evt. første dråbe blod og lad efterfølgende dråbe dryppe ned på markeret område på filterpapiret
- Gentag dette så mindst tre af de markerede felter indeholder blod
- Sæt ID-mærke på filterpapiret
- Lad filterpapiret lufttørre i 2-3 timer (ikke i direkte sollys)
- Læg filterpapiret direkte i medfølgende returkonvolut (returporto er betalt)
- Find et posthus, hvor der kan indleveres internationale forsendelser og post brevet
- Aktivér prøven i cerascreen app (eller på hjemmeside)
- Vent 7-12 dage på svar. Blodværdier og tilhørende rapport bliver tilgængelig i app (eller på hjemmeside)
Jeg har bestilt blodtests fra cerascreen tre gange ind til videre. Hver gang har det været nødvendigt at væbne sig med tålmodighed, da produktet sendes fra Tyskland, og også skal retur til Tyskland. Levering efter bestilling er typisk 1 uges tid, og svartiden fra man har smidt returforsendelsen i posten er op til 2 uger. Men hvis man kan vente på det har det virket stabilt, og rapporteringen i appen virker professionel. Rapporterne kan downloades, og gemmes også i appen, så man kan vende tilbage til tidligere målinger.
Jeg kan af gode grunde reelt ikke vide om testen lever op til alle kvalitetskrav, og leverer en præcis værdi for indholdet af D-vitamin i mit blod. Jeg må tage firmaets forsikringer for gode varer ind til jeg eventuelt kan lave en sammenligning med målinger lavet på et andet laboratorium.
Plusser:
- Enkel prøvetagning
- Enkel returnering
- App til prøvesvar fungerer fint
- Prisen er ok, særligt hvis man finder de særlige rabatter
Minusser:
- Lang svartid*
* Kan variere. Hvor svartiden på mine første 2 tests har været 12-14 dage, var svartiden på den seneste nede på 6 dage.
Leave a Reply