Jeg har netop haft bogen Elsk at løbe ude af reolen igen. Den er skrevet af Tor Rønnow og Bente Klarlund tilbage i 2010, og er en klar en opfordring til, at man inddrager løb som en fast del af sin motion – også gerne træning til maraton.
I bogen lovprises løb som en sundhedsfremmende aktivitet, og kapitel 14 bærer endda titlen Løb længere, lev længere.
Men som med stort set alt andet i denne verden, må der vel være en øvre grænse – et tidspunkt, hvor det er mere nedbrydende for helbredet at motionere end det er opbyggende. Spørgsmålet er hvor denne grænse ligger. Hverken Elsk at løbe eller nogen anden bog om løb, jeg har i min reol, kommer med et reelt bud på hvornår det kammer over.
Det er der til gengæld en anden, som har. Peter Schnohr er hjertelæge, der er en af medstifterne af Erimitageløbet. Han har desuden været en af initiativtagerne til Østerbroundersøgelsen, der har indsamlet omfattende data (ved spørgeskemaundersøgelser) fra omkring 25.000 personer ad flere omgange i perioden 1976-2015. Schnohr selv har dykket ned i de store mængder helbredsoplysninger og motionsvaner, og har udgivet en række videnskabelige artikler om de fund, som han og kolleger har gjort.
Peter Schnohr er ikke bleg for at sætte en øvre grænse for, hvad der er sundest når det gælder løb: 2-2½ timer om ugen i et moderat tempo.
“De, der lever længst, er dem som løber 2½ timer om ugen. Mere skal der ikke til.” Peter Schnohr i et interview til løberne.dk.
I 2015 udgav Schnohr og co. resultaterne af et studie, der kiggede på sammenhængen mellem løbeaktivitet og risikoen for at dø. Deres konklusion var, at det var sundest (i forhold til risiko for død) at løbe 1 til 2½ timer om ugen i langsomt til moderat tempo. Hurtigt løb (>11,3 km/t) mere end 3x eller >4 timer om ugen gav en risiko for død, der ikke adskilte sig fra de, som ikke løb. I nogle af analyserne adskilte de “moderate løbere” sig dog heller ikke fra den inaktive gruppe.
Den videnskabelige artikel fra 2015 fik dog en del kritik med på vejen. Et af kritikpunkterne var, at gruppen med hurtige løbere bestod af meget få personer, og der var ingen oplysninger om de 2 dødsfald, der blev registreret i gruppen, da der blev medtaget dødsfald af alle årsager (all-cause mortality), hvilket fx kunne omfatte ulykker eller selvmord, der nok ikke indikerer ret meget om kardiovaskulær sundhed.
Der er dog faktisk tidligere studier, som i alt fald delvist støtter ovenstående observationer. “Løbebiblen” Lore of Running henviser til undersøgelser fra 1990’erne, hvor der kunne ses øget risiko for at udvikle hjertesygdom ved hård træning. I et studie af Shaper et al kunne man se en U-formet kurve for risikoen for at udvikle hjerte/kar-sygdom som funktion af hvor hårdt motionisterne trænede. Dog fandt forskerne, at det kun var de som havde forhøjet blodtryk, der havde en øget risiko. Et andet studie fandt, at omkring 5% af finske veteran-orienteringsløbere på højt niveau led af hjerteflimmer sammenlignet med en kontrolgruppe, hvor det var <1%. På trods af dette havde løberne dog lavere dødelighed og frekvens af hjerte/kar-sygdom.
I 2021 udgav Peter Schnohr og hans kolleger en opfølgende artikel, med essentielt set samme budskab som artiklen fra 2015, også baseret på Østerbroundersøgelsen. Her kiggede de dog ikke blot på løb, men på motion i det hele taget. Typen af fritidsaktiviteter, som blev medtaget i de grupper, der defineredes som aktive var løb, cykling, gymnastik, tennis, badminton, fodbold, håndbold, fitness, styrketræning mm. – altså alle mulige former for idrætsaktiviteter.
Konklusionen i den artikel er kort sagt, at den optimale mængde ugentlig motion ligger på ca. 2½ til 4½ timer, set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt.
“We observed a U-shaped association between weekly duration of leisure sports activities and cardiovascular and all-cause mortality, with lowest risk for those participating in 2.6 to 4.5 weekly hours, being consistent across subgroups. Participation in sport activities should be promoted, but the potential risk of very high weekly hours of sport participation should be considered for inclusion in guidelines and recommendations.” Konklusionen fra den videnskabelige artikel i Mayo Clinic Proceedings, 2021.
Pointerne i artiklen blev bl.a. refereret i en artikel for Ritzau, og er blevet diskuteret i podcasten Mediano Health (#98) med Henrik Duer som vært i selskab af Eskild Ebbesen. Henrik og Eskild er begge idrætsfysiologer, og bruger deres viden, når de afholder journal club i podcasten (Eskild Ebbesen er derudover i OL-sammenhæng nok danmarkshistoriens ‘stærkeste’ atlet med medaljer i roning ved fem OL i streg, de 3 af guld, i “Guldfireren”). I podcasten tillod de to idrætsfysiologer sig, at stille lidt spørgsmålstegn ved, hvorvidt forskellige motionsformer kan sidestilles i forhold til varigheden, fx en gang stangtennis, en rolig cykeltur til stranden vs en crossfit session eller en tur i bokselokalet. De diskuterede dog ikke rigtigt de underliggende data, og da jeg ikke umiddelbart kan få adgang til originalartiklen, har jeg heller ikke haft mulighed for selv at dykke ned i tallene.
Hvis man, som jeg, cykler et stykke til og fra arbejde kan det i løbet af en uge sagtens løbe op i 5 timer, og set ud fra et statistisk synspunkt er der således et direkte sundhedsmæssigt tab ved at dyrke styrketræning, løbe eller deltage i andre aktiviteter derudover. I alt fald ifølge studiet. Jeg mener, som de to idrætsfysiologer, at en af undersøgelsens svagheder er, at der ikke bliver taget højde for forskellige aktiviteters intensitet, hvilket måske afspejles i en revideret figur som forfatterne valgte at udgive i et officielt svar på nogle af de kritiske kommentarer.
Det første man måske bør bide mærke i når man kigger på figuren er en tendens, der også er set ved tidligere undersøgelser: at lidt er også godt… selv mindre end 2 timers motion om ugen kan oversættes til et markant fald i mortalitet i forhold til at være inaktiv.
Den reviderede graf danner også en svag U-form, men viser trods alt, at risikoen for at dø er væsentlig lavere selv for de, der motionerer ca. 10 timer om ugen (10% øgning ift. referencen på 3½ timer) sammenlignet med de, som ikke motionerer (40% øgning ift. referencen). Man kan studse lidt over, at antallet af personer i referencegruppen er meget lavere end de andre grupper. En anden pudsighed er en interessant tendens, som ikke bliver forklaret af forfatterne; at mortaliteten faktisk synes at falde igen for den gruppe, der motionerer endnu længere tid (10-14 timer pr uge). Måske det er her intensiteten og/eller typen af motion begynder at komme til syne i data.
Peter Schnohr er tydeligvis af den opfattelse, at resultaterne peger på, at man bør overveje at revidere Sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet til også at indeholde et maksimum for det ugentlige tidsforbrug.
Dog er den overordnede konsensus nok, at der først skal flere studier til af lignende karakter – hvor der også bliver mulighed for at gå mere i detaljer med aldersfordeling, aktivitetstyper, intensitet og at udelukke dødsfald, der ikke afspejler forskelle i helbredsstatus.
Ind til videre vil jeg stadig tillade mig at hoppe af S-toget for at cykle hjem fra arbejde, også selvom ugen byder på ture i vandre/løbesko, og i mit motionslokale.
Leave a Reply