De omkring 20.000 hofte- eller knæoperationer der udføres om året i Danmark vidner om at alvorlig slidgigt tærer på ressourcerne i sundhedsvæsenet.
Det er derfor gode nyheder at et forskningsprojekt, der har kørt på sygehusene i Næstved og Slagelse har haft et positivt resultat – i forhold til at et 8-ugers træningsforløb har kunnet udskyde en tur på operationsbordet for et væsentligt antal patienter.
Resultaterne har været ganske imponerende for de som indgik i forsøget:
“Hvis 10 mennesker kom til ortopædkirurgen og skulle vurderes, så ville 9 af dem efter at have set en fysioterapeut først ikke have behov for at se kirurgen efterfølgende,” Søren Thorgaard Skou, Professor ved Næstved-Slagelse sygehuse og Syddansk Universitet til DR Nyheder.
I projektet fik patienterne instruktion i nogle træningsøvelser af en fysioterapeut, med jævnlige opfølgninger, via online observation. Sandsynligvis bliver denne behandlingsstrategi efterhånden rullet ud over hele landet.
Erfaringerne fra projektet understreger også, at en træningsindsats i hverdagen kan forebygge eller i alt fald udskyde at man ender som patient, der skal vurderes i forhold til et behandlingsforløb, som i sidste ende kan betyde operation.
I forhold til forebyggelse afhænger den indsats man kan lægge for dagen af ens udgangspunkt – i forhold til mobilitet og styrke. Nogle af de helt basale råd, som at gå en ekstra tur med hunden, cykle en tur eller lave 10 squats til TV-avisen, er for de, der ikke rører sig så meget i hverdagen – og formentlig de som er mest udsat.
Man kan tage skridtet videre og regelmæssigt gennemgå et øvelsesprogram, der tager hensyn til, at man har forskellig grad af symptomer på slidgigt. Eksempelvis har gigtforeningen et program af omkring 60 minutters varighed, understøttet af video til demonstration af øvelserne. Konceptet bag dette program er bl.a. defineret af GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark). GLA:D er i øvrigt et initiativ, der er startet af Ewa Roos, professor på Syddansk Universitet sammen med førnævnte Søren Thorgaard Skou.
Leave a Reply