I starten af februar skrev jeg et indlæg omkring Bente Klarlunds overbevisning om, at en laksemad eller makrelmad om dagen ville være tilstrækkeligt til at dække behovet for D-vitamin i vinterhalvåret.
Jeg proklamerede også at jeg ville udføre et lille “forsøg” på egen krop for at teste om jeg kunne opretholde et tilstrækkeligt niveau af D-vitamin.
Så i slutningen af januar måned fik jeg taget en måling, hvorefter jeg holdt op med at indtage vitamintilskud. I stedet skulle jeg spise fisk stort set hver dag – hvilket var noget af en omvæltning for mig, da jeg normalt spiser højst lidt fisk et par gange om ugen, hvis en makrelmad må tælles med. Men det lykkedes. I hele forsøgsperioden var der kun en enkelt dag, hvor jeg ikke fik noget fisk.
Det blev dog for det meste ikke den helt store kulinariske oplevelse. Mit go to fiskemåltid blev karrysild på en skive brød, ind imellem vekslet med makrel i tomat. Der kom dog også ovnbagt laks på bordet med langt større hyppighed end sædvanligt når der skulle fisk på menuen til aftensmåltidet.
Hvor laks måske er den bedste kostbaserede kilde til D-vitamin så ligger sild faktisk godt til i svinget, faktisk bedre end makrel. Hvorom alting er så blev det i alt fald disse tre fede fisketyper jeg kom til at fokusere på i perioden.
Mine forventninger? Faktisk regnede jeg lidt med at lidt fisk ikke kunne hindre mit D-vitamin niveau i at styrtdykke. Tidligere havde jeg jo oplevet, at en daglig vitaminpille med 10µg D-vitamin ikke var tilstrækkeligt. Og da jeg tilbage i 2020 forsøgte at lade være med at supplere med højdosis D-vitamin, så faldt niveauet drastisk over 2½ måneder.
Min oprindelige plan var at teste mit D-vitamin niveau efter 1 måned, og afhængigt af tallet, tage endnu en test 2 uger eller 4 uger senere. Desværre forsvandt 1-månedsprøven i posten, så jeg valgte at fortsætte forsøget yderligere 3 uger, hvorefter jeg lavede den anden test. Så jeg endte op med kun at have en enkelt opfølgende måling – efter 7 uger, uden mulighed for at se om et eventuelt fald i D-vitamin niveau var lineært eller om det måske ville se ud til at flade ud.
Hvis jeg skal forsøge at få noget fornuftigt ud af de to målinger må de sammenlignes med målinger fra 2020, hvor jeg stoppede med at indtage D-vitamin fra omtrent midt i april frem til starten af juli måned. De to perioder er ikke helt sammenlignelige da den opfølgende måling i 2020 blev foretaget efter en sommermåned, hvor der trods alt var nogen sol, og jeg havde desværre ikke nogen måling svarende til 7 uger efter start.
På trods af ‘solfaktoren’ kan man på nedenstående figur se, at hvis man ekstrapolerer, så er faldet i D-vitamin niveau næsten dobbelt så stort i 2020 som i 2021, hvor jeg spiste fisk.
Så hvis man kan tage målingerne for pålydende betyder det altså, at det regelmæssige indtag af fisk lagde en dæmper på faldet af D-vitamin i min krop. Jeg kan dog ikke sige noget om hvorvidt mit niveau var stabiliseret på det tidspunkt eller om det ville falde yderligere og eventuelt droppe under det optimale område.
Ind til videre må jeg slå mig til tåls med at erkende, at der er god fornuft i Bente Klarlunds råd om en daglig mad med fiskepålæg i vinterhalvåret. Om det er nok til at holde et tilstrækkeligt D-vitamin-niveau en hel vinter er stadig et åbent spørgsmål.
Og for mit eget vedkommende er det nok ikke et spørgsmål, der bliver besvaret lige foreløbig – tanken om at skulle spise fisk, hver dag i et halvt år ad gangen virker lidt for uoverskuelig.
Leave a Reply